Der er forskel på ”oplæsning” og ”at læse op”

Der er forskel på ”oplæsning” og ”at læse op”

Der er forskel på oplæsning og ”at læse op”. Rutinerede lydbogsentusiaster har sat fokus på netop oplæserens betydning for litteraturens formidling og fortolkning. Det betyder noget for teksten, hvordan der læses op.

Som lærer har man altid et publikum til oplæsning, og derfor må man gøre sig umage, øve sig, tilegne sig viden om oplæsningens elementer: gestik, intonation, mimik, tempo, tilhørerkontakt og de virkemidler, der i øvrigt er i stemmebrug, i kroppens ageren og i formidlingen af tekstens fortolkning.

Som så meget andet bliver man også her bedre af at øve sig. Folkeskolens dansklærere (og først og fremmest deres elever) har i mange år kunnet deltage i en oplæsningskonkurrence, hvor der blev arbejdet med fem af H. C. Andersens eventyr. Her har eleverne forberedt en oplæsning, lyttet til hinanden og fundet en ”vinder”, der kunne repræsentere skolen regionalt eller nationalt.

Lærerstuderende har som kommende lærere også brug for at øve sig på oplæsning, og på denne smukke aprildag var der ”oplæsningskonkurrence” for flere danskhold (hver for sig, - men i ”virkeligheden”) på Læreruddannelsen i Aalborg.

”Det er ganske vist”, ”Vanddraaben”, ”Toppen og Bolden”, ”Flipperne” og ”Sneglen og Rosenhækken” var de eventyr, der blev læst – og kommenteret.

”Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: “Skal vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen”; men bolden, der var syet af safian, og bildte sig lige så meget ind, som en fin frøken, ville ikke svare på sådant noget.”

Der er en særlig tone hos H. C. Andersen, som man må indstille oplæsningen på. Der er gamle ord, sindrige sætningskonstruktioner – og til tider lidt fransk og lidt uglesnak. Det opdager man først, når man læser op.

Læreruddannelsen i Aalborg har heldigvis en lille samling høns, der kunne give ”Det er ganske vist” et autentisk kykeliky. Det blev en fornøjelig formiddag med oplæsning udendørs med solen i øjnene og i godt selskab med medstuderende i ”virkeligheden”. Og ja, nogen var bedre end andre. De fik præmier, men alle fik gode historier fortalt.

Det er Jens Raahauge, der introducerede oplæsningskonkurrencen for folkeskoleelever. Forhåbentlig fortsætter det til næste år.

P.S: Og tænker man: Hvordan er det nu eventyret slutter? Får de hinanden? Ender det lykkeligt? Svaret er … beklageligvis: Nej. ”Og toppen kom igen i stuen til stor agt og ære, men bolden hørte man intet om, og toppen snakkede aldrig mere om sin gamle kærlighed; den går over, når kæresten har ligget fem år i en vandrende og sivet, ja man kender hende aldrig igen, når man møder hende i skarnfjerdingen.”