Den undsagte boglighed

I nøgtern og ædruelig tilstand bør enhver vel hensættes i dybeste mismod, når Margrethe Vestager betegner »vejen mod en boglig skole« som det værste, der kan hænde en folkeskole, der hidtil mildest talt har fornægtet, at al seriøs undervisning selvfølgelig og uundgåeligt må benytte så megen boglighed, som børnene nu engang kan kapere. De sendrægtige og tungnemme af os får af Vestager klar besked om, hvad vi bør mene om bogligheden, når denne nærmest gøres synonym med en autoritær, spanskrørstævende »tankpasserpædagogik«. Hvem tør trodse Vestagers og De Radikales klare ønske om at holde folkeskolens uddannelsesniveau på laveste blus efter en sådan virkelighedsforvrængende svada. Vestager og hendes radikale bagland har overhovedet ikke sans for, at de kundskaber og det lærende miljø, som hun nok blot for skams skyld omtaler positivt, overhovedet ikke eksisterer uden boglighed. For slet ikke at tale om de stakkels bogligt begavede elever, der virkelig kunne nå langt, hvis blot en del af folkeskolen var indrettet til at udnytte boglige evner effektivt, men som altså nu må suge på labben, fordi man på magtens tinde har et formidabelt held til at dømme bogligheden ned i det sorteste helvede. Selvfølgelig er kundskaber noget, læreren fylder på eleven. Selv når skolen hengiver sig til illusionsnummeret, hvor man foregiver at lade eleverne selv eksperimentere og søge frem til den viden, som menneskeheden har brugt årtusinder til at nå frem til, er der altid tale om i sidste ende, at nogen fylder viden på eleven. Det går blot uendeligt langsomt, hvorfor man har fundet på den nedrighed at skubbe faglighed og kundskaber til side til fordel for noget, som man så meget desto mere højrøstet fremhæver som elevens personlige, demokratiske og sociale dannelse.