Den tid på året

Så er vi der igen. 8. klasserne har fået deres dom og i denne uge afgøres det hvilke elever fra 9. klasse, der endeligt dømmes uddannelsesparat eller ikke uddannelsesparat. En meget mærkelig situation for os som lærere at skulle dømme eleverne. I skolen arbejder vi med relationerne mellem lærere og elever, for vi ved godt, at hvis der er styr på relationerne trives eleverne meget bedre i skolen og så bliver de dygtigere og har en bedre skoletid. Og midt i den den skolevirkelighed dukker så uddannelsesparathedsvurderingerne.

Eleverne er rundt på gulv, for de ved godt at det er alvorligt, og det påvirker deres liv fremadrettet. Hvad nu hvis jeg ikke får gode karakterer i matematik, kan jeg så ikke komme på gymnasiet? Nogle elever bliver lettere paniske, og får pludselig utroligt meget brug for bekræftelse af, om de klarer sig godt nok. Eleverne kommer og fortæller, at de har arbejdet med matematik derhjemme. Nogle kommer og fortæller, hvor mange timer de brugte på at lave deres problemregningssæt derhjemme. Det virker som, der er kommet noget mellem eleverne og mig som lærer, som forstyrrer vores relation negativt. En elev skrev på forhånd til mig, at han nok skulle tage sig sammen, og nok skulle være en mønsterelev fremadrettet. De er virkelig bekymrede, men det er også første gang i deres ellers beskyttede liv, at de får en dom.

En elev sagde til mig, “Hvordan kan I forlange, at jeg skal tage stilling til min fremtid, men ikke kan få lov til at være inde i frikvartererne”. Citatet understreger galskaben omkring uddannelsesparathedsvurderingen meget godt for mig.

Jeg drømmer om at vi får et skolesystem uden blindgyder, og hvor der er lige meget prestige i alle ungdomsuddannelser. Man kan føle sig som prinsessen i Klods Hans, der dømmer dur, dur ikke, når man skal dømme eleverne uddannelsesparate eller ikke uddannelsesparate.

Alle har fortjent en ungdomsuddannelse, en uddannelse og et godt liv.