Atter en gang har vi været vidende til helt åbenlyse, urimelige anklager mod Danmarks Lærerforening, som åbenbart efter anklagerne skulle være årsag til alverdens ulykker og ikke mindst være årsagen til manglende udvikling/forandring i nutidens skole samt elevernes manglende trivsel.
Som medlem af denne åbenbart slemme-gode forening er det dejligt at erfare en meget kompetent central ledelse og en lokal kredsledelse, som har fremstået som meget troværdig i medierne.
DLF bliver anklaget for at blokere for udvikling, hvilket jeg bestemt ikke har noget imod, da baggrunden for lærerforeningens reaktion er, at vi først og fremmest ønsker kvalitet i undervisningen, og vi ønsker at kunne få mulighed for at udmønte folkeskoleloven, førend andre nye større tiltag ser dagens lys. Vi savner stadig ansvarlighed fra landspolitikerne og Kommunernes Landsforening, som endnu ikke har skabt optimale muligheder for udmøntning af folkeskoleloven.
Kommunernes Landsforenings formand for skoleudvalget bruger endog denne situation til at udbasunere, at heldagsskolen skal kunne 'opsuge elevstigningen på 20 procent' fremover for samme penge (og vel gerne færre, hvis hun skulle bestemme . . .), men selvom udvikling ikke nødvendigvis er ligefrem proportional med ressourcer, ja så koster udvikling altså under alle omstændigheder, og det må også politikere tage ad notam sammenholdt med det faktum, at ingen arbejdsgruppe i samfundet har gennem de sidste fem til otte år oplevet så mange forandringer som lærerne. Denne forandring er sket med dygtighed og engagement, men hvor er den ansvarlige arbejdsgiver, Kommunernes Landsforening, henne?
Bjarne Danielsen
skoleinspektør, Brande
Den slemme-gode forening
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.