Den overvågede institution

Skoleforliget med dens centrale kontrol og detailstyring vækker minder. Minder om en usædvanlig læseoplevelse, jeg havde for år tilbage. I forbindelse med en opgaveskrivning om magtforståelser stødte jeg på denne bog, der på eminent vis beskrev, hvordan man op gennem tiden havde perfektioneret samfundets overvågningssystemer. Det perfekte overvågningssystem var et apparat, som tillod med et enkelt blik at se alt hele tiden. Til dette formål blev det vigtigt, at magtrelationerne var klare. Løsningen var en hierarkisk overvågning, hvor disciplineringen foregik efter modellen: Normalisering - eksamen - straf. Overvågningssystemets hele virke skulle fordre en normalisering af individerne, man sammenlignede, hierarkiserede, homogeniserede og udelukkede. Alt i alt fik man individer, som bevægede sig inden for det anormales ydre grænse, som var defineret ovenfra. Eksamenen sørgede for, at alle individer før, under og efter prøven blev holdt til ilden, den var ikke kun en objektiv test, men også et truende subjekt. Ud fra eksamenens klassificering var det muligt at straffe og sanktionere, så man bragte individet inden for det normales grænser.

Haarder og kompagni er på samme måde ved at skabe et overvågningssystem, hvis fremmeste opgave bliver at ensrette og overvåge elever og lærere. Straffen er tydelig, statsskole om ti år, hvis ikke vi arter os. Det er skræmmende at opleve, hvorledes bogen »Overvågning og straf« fra 1975 af den franske filosof og psykolog Michel Foucault viser, hvordan historien, i lyset af det nye skoleforlig, har det med at gentage sig selv. Mest problematisk er dog, at Foucault ikke beskrev den danske folkeskole anno 2006, men derimod fængselsvæsenet i starten af det 17. århundrede.