Den nye DPU-leder Claus Holms syn: ”Skolen skal producere arbejdskraft, så dansk erhvervsliv kan klare sig globalt”

Eleverne i den nye folkeskole har alt for lange skoledage med krav om evig optimering af læring, tegn på læring og læringsmål, det er ved at nærme sig børnemishandling. Årsagen er, at et stort politisk flertal har skabt en asocial konkurrencestatsskole, hvor børn og unge fra alle samfundslag stresses og bliver kede af dagligt at skulle testes og måles; de sættes op imod hinanden i evig konkurrence. Hvad er meningen? Hvad er menneskesynet i den pædagogiske forskning bag en sådan børnefjendsk skole?

Tidligere var skolesynet, forenklet sagt, Grundtvigs og Løgstrups tanker om at, meningen er at vække og oplive mennesker til tilværelsesoplysning og demokrati. I dag bygges på sociologen Niklas Luhmanns systemtanke med et menneskesyn, der reducerer børn og unge til medier for det tekniske formål: Livslang læring.

Man kan undersøge ideologierne hos de få magtfulde folk bag folkeskolereformen: Skolereformens opfinder Christine Antorinis tanker i tæt parløb med sociologen Henrik Dahls begejstring for Luhmann, pædagogikprofessorerne Lars Qvortrups og Jens Rasmussens i tæt løb med luhmann-ianerne Holger Højlund og Charlotte Biil fra Copenhagen Business School - og parallelt hertil leder af Danmarks Pædagogiske Universitet Claus Holms afvisning af Grundtvigs og Løgstrups tilværelsesoplysning. Hvis man graver i det værdimæssige bag den luhmannske tænkning, vil man forstå, hvorfor menneskesynet i folkeskolen er blevet forhekset, men man må endnu et spadestik længere ned under overfladen for at begribe, hvordan i alverden det kan gå til, at vi har fået en teknisk baseret læringsskole så langt væk fra folkelig oplysningstradition og demokratisk indstilling om frihed og ligeværd.

I Luhmanns sociologiske tænkning er der ikke bestemte fortællinger, som gælder i den almene fælles kultur. Verden er som sådan tom, der er ingen essens. Der er ikke noget fundament, og verden består af massevis af systemer, som har hver sin indre logik, som ikke er i kontakt med andre systemers logik. Samfundet og dets institutioner er differentieret i en masse forskellige funktionssystemer som fx økonomi, ret, uddannelse, kærlighed, sport, kunst mv. Hvert system har sin særlige logik, og systemerne er lukkede og kan altså ikke komme i kontakt med hinanden. Alle systemer er selvkørende, og systemtænkningens erkendelsestanke er, at teorien kan en eneste ting, nemlig iagttage. Ved at vi iagttager, drager vi en forskel, fx operer retssystemet ved forskellene mellem ret og uret, men ret og uret bygger ikke på fx Bibelens 10 bud, der er ingen faste holdepunkter.

Menneskesynet i Luhmanns teori er særdeles svært at få øje på, for det hele foregår i systemer: Kommunikation, kultur, organisationer. Mennesker er mere funktioner, strukturer og konstruktioner end egentlige personer, som reelt kan fortælle hinanden noget om verden eller om samfundet. Luhmann ser pædagogiske institutioner, som en slags maskiner, der fungerer ved at træffe beslutninger, som grundlæggende træffes for at kunne håndtere kompleksitet. Pædagogikken skal stræbe mod at være så ren og objektivt iagttagende som mulig, dvs. den skal anvende pædagogiske metoder, der virker - uafhængigt af indhold og uafhængigt af de konkrete læringsomstændigheder.

Hvordan opstod denne mands livsopfattelse med en tro på mennesket som intet andet end systemer - og verden som meningsløs? Niklas Luhmann var tysker og blev født i 1927, så han nåede som ganske ung mand lige at gøre tjeneste i det tyske ”Luftwaffe”, hvor han i 1945 blev taget til fange af amerikanerne. Det første han oplevede efter tilfangetagelsen var, at amerikanerne stjal hans ur og gennembankede ham. I den forbindelse fortæller Luhmann en lille historie, der måske har givet ham et knæk og ført til hans forgiftede syn på mennesker og verden. Historien lyder: ”Snart stod det klart for mig, at man ikke kan inddele politiske regimer i gode og onde, men at man må bedømme dem i deres begrænsede virkelighed. Dermed vil jeg naturligvis ikke sige, at jeg betragter nazi-epoken og tiden efter 1945 som to alen ud af ét stykke, men efter 1945 var jeg ganske enkelt skuffet”. Denne skuffelse kan mærkes i Niklas Luhmanns systemteori, hvor verden som sådan er tom og menneskesynet meningsløst.

Man kan undre sig over, at Niklas Luhmanns meningsløse systemteori har fået så stor en udbredelse, at den er blevet et værdimæssigt fundament for folkeskolereformen. Men så alligevel: Det giver faktisk god mening ud fra Luhmanns systemtænkning med en konstrueret pædagogik med fokus på måling og kontrol af lærings-systemerne at forstå ”reformmaskinens” logik. Ud fra en luhmannsk konstruktion af børnenes læring kan man nemlig opstille en række meget faste metoder og teknikker, så man kan måle, evaluere og kontrollere, om læringseffektiviteten giver netop de tilfredsstillende arbejdsmarkedskompetencer, som skal til for at tilfredsstille dansk erhvervsliv. På den måde passer Luhmanns systemteori med tanken om pædagogiske ”maskiner” (skoler) som fod i hose til konkurrencestatens nye reformskole. Men det er tragisk, at undervisning og skole således er blevet forhekset af systemtanken, og at de grundlæggende skoleformål om frihed, ligeværd og demokrati er ved at afgå ved døden; De Økonomiske Vismænd, Globaliseringsrådet og Copenhagen Business Schools forskning i systemteori – sammen med politikere, embedsværk og DPU-forskere – står på spring for at sætte et helt andet grundlæggende formål med skolen: Skolens hovedopgave skal være produktion af mennesker, der har lyst til at lære nyt gennem hele livet, så dansk erhvervsliv vedvarende kan klare sig på det globale marked.

Men ønsker vi virkelig i Danmark at ødelægge børns og unges mulighed for at gå i en skole, hvor meningen er at vække og oplive til tilværelsesoplysning og demokrati? Er det ikke både tragisk og direkte dumt, at falde på halen for systemtænkning og en konkurrencestatsskole, hvor skolens formål reduceres til at værdsætte det, der kan måles og testes og intet andet?

Personligt har jeg indtil for nylig været glad for min lærergerning, men den ødelæggende udvikling med diverse reformer uden livgivende ord som tillid, mening og fylde gør mig vred. Hvis det skal give mening at tale om en skole med åndsfrihed, ligeværd og demokrati, så er det på tide at få forskere, politikere og embedsværk i tale på en alvorlig måde, spørge dem: Hvad er meningen?

Måske er det også på tide at vende blikket mod nogle af de smukke ord fra Bibelen, hvor Paulus fx skriver: ”Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab….Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde….”. Det er en gammel, bæredygtig sandhed, at det er med ”kærlighedens lange arm”, man som lærer når det enkelte barn. Som lærer er jeg et menneske, der i en dybere forstand møder andre mennesker og forsøger at se, hvem de er. Jeg viser, og oplyser om, tilværelsen med min faglighed og personlighed. Undervisning indebærer - udover selve håndværket med metoder, værktøjer og didaktiske overvejelser - tillid, fantasi og fornemmelse for tydning af tilværelsen. Men alt dette er ved at forsvinde i den nye konkurrencestatsskole, hvor man med Luhmanns systemteori som grundlag stopfodrer børn og unge med læring som metode og teknik, uden tanke på indhold og fylde. Det skulle være så godt med livslang læring for konkurrenceevnen og væksten i samfundet, siger næsten alle politikerne – og opportunistiske forskerne, økonomiske vismænd og et styrende embedsværk bakker dem beredvilligt op. Men man ”glemmer” dermed at tale om selve indholdet og det dybere formål. Man glemmer at diskutere, om det er formålstjenligt at skabe en konkurrencestatsskole med et funktionelt syn på mennesket - som et system eller et medie - der giver mindelser om reduktion af mennesket som i totalitære styreformer, vi ellers slet ikke i Danmark skulle sammenlignes med. Man glemmer at diskutere nøglespørgsmålet: Hvad er formålet med skolen?

Efterskrift.

SOPHIA - tænketank for pædagogik og dannelse har inviteret til konference onsdag den 30. september 2015, på Vartov, København.

Titlen er: SPØRGETID

Man vil spørge til intentionerne og virkeligheden med folkeskole- og inklusionsreformerne og lov 409. Ved denne konference bliver der derfor mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, der trænger sig på i forbindelse med de mærkbare konsekvenser af reformerne, til oplægsholdere, der som forskere og meningsdannere har haft direkte eller indirekte indflydelse på reformernes tankesæt, tilblivelse og udformning – og derfor har et godt kendskab til intentionerne bag.