Den konkurrencedygtige mand - uddannelse som optimeringsredskab

Neo-industrialisering og ’Taylorisme’

Aggressiv global kapitalisme har op igennem den sidste halvdel af det tyvende århundrede skabt og lagt fundamentet til et komplekst globaliseret industrielt system og en avanceret teknologi. Hvad der måske hidtil har fremstået som en drivkraft for den globale økonomi, viser nu sine svagheder, bl.a. fordi det presser demokratiske værdier i baggrunden under dække af økonomisk fremdrift og det bliver mere og mere tydeligt, at det ikke er et egnet system til det nye millennium. På grund af dets tilsyneladende succes har den aggressive kapitalisme fået tilladelse til en betydelig udvidelse af demokratisk praksis og på den baggrund fremmet visse liberale værdier fx i uddannelsessystemet, hvilket vil være denne artikels fokuspunkt.

Vi har med udgangspunkt i det 20. århundredes frihedsøgende filosofi arbejdet for, at enhver intellektuel, social eller anden konstellation, kunne bringes til at fremstå med sin egen værdi og i sin egen ret, på en sådan måde, så dens fremkomst eller position ikke kunne forklares ud fra dens plads i en struktur.[1] Det virkede for en tid som en rigtig god idé, men som Fredric Jameson (2001) har vist, har denne tankegang vist sig at være et glimrende ideologisk fundament for den ovennævnte globale aggressive kapitalisme i sin nutidige eksisterende fase.

Forsøget på at give enhver specifik identitet sin egen autonome værdi og værdighed, har frembragt en samfundsstruktur, hvor enhver identitet kan introduceres som en vare på et ubegrænset globalt marked. I stedet for at frembringe nuancerede og vidtfavnende forankringspunkter for frie, uafhængige lokale kulturer og subkulturer, har den globale kapitalismes- og politiske ideologi i fællesskab opløst enhver lokalitet til fordel for markedets pervasive ensartethed.

”At være tro mod mig selv indebærer, at jeg er tro mod min egen originalitet, at denne er noget, kun jeg kan give udtryk for og opdage. Når jeg giver udtryk for den, definerer jeg dermed mig selv. Jeg realiserer et potentiale, som er helt igennem mit eget.” [2] Dette er ifølge Taylor nutidens autenticitetsideal, men omvendt betyder det ifølge Lyotard, at mit ideal blot er en tilpasning til statens ønsker og beslutninger.[3]

På den ene side skal vi opdrages til at være selvstændige og myndige samfundsborgere, på den anden side står den aggressive kapitalisme og konkurrencestaten, som disciplinerer og mobiliserer uden overdrevent hensyn til individet. Modsigelsen slår også igennem i uddannelserne: De skal på den ene side - teoretisk - formidle viden og indsigt, som muligvis endda kunne blive til visdom, på den anden side - praktisk - forberede mere og mere målrettet til bestemte funktioner, som forudsættes også at være der, når uddannelsen er slut.

Men hvad gør vi, når uddannelsens institutionelle ramme gennembureaukratiseres med henblik på økonomisk optimering? Hvordan skal vi forholde os til uddannelse og uddannelsens kvalitet, når vi på grund af førnævnte liberale værdier, bevæger os baglæns mod en form for neo-industrialisering, hvor ”Taylorismen”[4] genopstår? Denne ideologi, også kaldet ”Scientific Management”[5], har det som sit fokuspunkt at finde den optimale metode til at opnå et givet mål. Dette søges bl.a. gennem tids- og bevægelsesstudier fx Lean, hvorved man forsøger, at skære al unødvendig fysisk bevægelse væk fra de konkrete arbejdsgange; eller TQM, hvor fokus er på relationen mellem leverandører og kunder. M.a.o. hvordan leverer konkurrencestatens uddannelsessystem det bedste produkt til kunden, konkurrencestaten?

Markedsøkonomi eller markedssamfund?

Når vi beslutter, at visse varer kan købes og sælges, beslutter vi, i hvert fald implicit, at det er hensigtsmæssigt at behandle dem som råvarer, som instrumenter for profit og brug. Men problemet er, at ikke alle varer er korrekt værdisat på denne måde. Det mest oplagte eksempel er mennesker som en råvarer, der kan købes og sælges på auktion. En sådan behandling (udover at det er ulovligt) undlader at anerkende og værdsætte mennesker på en hensigtsmæssig måde - som individuelle personer med krav om værdighed og respekt snarere end som instrumenter for gevinst. Det er præcis derfor, vi ikke tillader, at børn kan købes og sælges på det frie marked. Selv hvis køberne ikke mishandlede de børn, de købte, ville et marked med handel af børn udtrykke og fremme en pervers måde at værdsætte dem på. Børn kan og skal ikke betragtes som forbrugsgoder, men som frie væsener, som fortjener kærlighed og omsorg.[6]

Det samme gælder vores rettigheder og forpligtelse som indehavere af statsborgerskab. Hvis du bliver indkaldt til at være en del af en jury, kan du ikke hyre en anden person som erstatning til at tage din plads. Vi tillader heller ikke borgere at sælge deres stemmer. Hvorfor ikke? Fordi vi tror på, at civile opgaver ikke bør betragtes som privat ejendom, og derved som en del af den økonomiske arena, men at de i stedet skal betragtes som offentligt ansvar.

Så for at afgøre, i hvilke arenaer markedsværdier hører hjemme, og hvor de skal holdes på afstand, er vi nødt til at beslutte, fra arena til arena, fra sag til sag, hvordan vi ønsker at værdsætte de goder og værdier, som sammen udgør vores samfund.

Det er en debat, vi havde ikke under den æra, hvor markedet triumferede og som et resultat, uden helt at vide det, uden nogensinde at have besluttet at gøre det, gled vi fra at have en markedsøkonomi til at være et markedssamfund. Forskellen er denne: En markedsøkonomi er et værktøj - et værdifuldt og effektivt værktøj - til at organisere den produktive aktivitet. Et markedssamfund er en livsstil, som markedsfører værdier, der siver ind i alle aspekter af menneskelig stræben, og det er et sted, hvor social relation er omstruktureret til at passe til markedets krav, ønsker og behov.[7]

Nogle økonomer anerkender derfor, at markederne ændrer karakteren af de varer og sociale praksisser, de styrer. En af ​​de første til at understrege den ætsende effekt af markeder på ikke-markedsmæssige normer var Fred Hirsch, en britisk økonom, der tjente som en højtstående rådgiver for The International Monetary Fund. I bogen The Social Limits to Growth udgivet i 1977 - samme år som Gary Beckers indflydelsesrige bog An Economic Approach to Human Behaviour udkom, udfordrede Hirsch den antagelse, at værdien af ​​en vare eller ydelse, er den samme, uanset om den er tilvejebragt gennem markedet eller på anden måde. Hirsch hævder, at mainstream økonomi har overset det, han kalder " commercialization effect," Ved dette mener han, at "the effect on the characteristics of a product or activity of supplying it exclusively or predominantly on commercial terms rather than on some other basis, such as informal exchange, mutual obligation, altruism or love, or feeling of service or obligation " Han fortsætter sin kritik med: " (A) common assumption, almost always hidden, is that the commercialization process does not affect the product." Hirsch bemærker, at denne fejlagtige antagelse dukkede op og fik afgørende indflydelse i den stigende "Economic Imperialism " bl.a. fordi Becker og andre, søgte at udvide den økonomiske analyse i tilstødende arenaer af både det sociale- og politiske liv. (Hirsch, 1977)

Den konkurrencedygtige mand

Tankegangen i det vi kan kalde ’Neo-Taylorismen’ er industriel; mennesket bliver hurtigt reduceret til en maskine, dvs. et sæt af funktioner, som man kan manipulere efter (forretningsmæssig) forgodtbefindende. En fuldkommen gennemførelse af ’taylorske’ principper er den sikre vej til ensidigt gentaget arbejde med alle de komplikationer, og den ineffektivitet, det vil føre med sig.

Det er dog ikke kun Taylor, som ser mennesket som manipulerbart, også den konservative Ernst Jüngers idé om Mobilmachen (mobilisering)[8], som er den skånselsløse og gennemtrængende disciplin, der udstrækker sig fra vugge til grav. Den fysiske i trafikken og den metafysiske på arbejdet, hvor enhver, om end med rædsel, skal anerkende sin plads, skæbne og tilhørsforhold som arbejder. Den enkelte som værende beskæftiget af apparatet og indplaceret i rænkespillet, følgende den uimodståelige mystiske lov, som underkaster sig alt i massernes og maskinernes tidsalder. ”Political, social, and economic events everywhere are in silent conspiracy with totalitarian instruments devised for making men superflous.” (Arendt 2004)

Aggressiv kapitalisme er med andre ord udelukkende i stand til at opfylde menneskelige behov, der kan udtrykkes i kollektive økonomiske termer, og dens hoved aktør; begrebet ”Den konkurrencedygtige mand”, har som sin eneste og altoverskyggende funktion til opgave, at maksimere rigdom og magt. Det er en funktion, som underkaster sig- og understøtter markedets relationer, til udnyttelse og ekstern myndighed, men det er et anti-menneske og uacceptabelt i den dybeste forstand, og den eneste begrundelse for den type repressiv kapitalisme må være væsentlige og kulturelle former for underskud. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at disse ideologier og systemer, i visse faser af historien, producere og understøtter sådanne underskud, og at disse kan ende op med at true menneskets frihed og i sidste ende vores overlevelse. [9]

Uhindret kapitalisme og dekonstruktion

Globalisering og dermed international økonomisk konkurrence har erstattet tidligere tiders krigeriske rivalisering mellem de rigeste lande, og de demokratiske lande konkurrerer som aldrig før om investeringer, teknologi og arbejdspladser, kort sagt om vækstbetingelser. Dette paradigmeskift, der indvarsles med Clintons økonomiske program i 1993 og accepteres af EU’s regeringschefer på topmødet i København, baserer sit indhold på en diskurs, som hedder konkurrence mellem nationer eller nationernes konkurrence, og det er den afgørende faktor i en globalisering, hvor krig føres med økonomiske midler og strategier i stedet for militær konfrontation.[10]

Målet er, at finanskapitalen skal kunne bevæge sig mere frit og ikke være begrænset af nationale grænser og restriktioner. Dette søges opnået ved at nationale regeringer, delvis, opgiver kontrollen med kapitalbevægelser, samt ophører med at lægge restriktioner og begrænsninger ned over udefrakommende investeringer i nationale virksomheder. Nationerne konkurrerer og introducere i den forbindelse begrebet institutionel konkurrenceevne.[11]

Når vi ikke længere har en uafhængig demokratisk regering til at regulere den aggressive kapitalisme, men en statskapitalisme - konkurrencestaten, som i konkurrencens hellige navn, tvært imod selv bruger kapitalistiske værktøjer i forhold til at kontrollere og styre landets borgere, så ender vi i en situation, hvor ideen om det selvregulerende marked bryder samme; noget som bl.a. Karl Polyani har påpeget; "(it) could not exist for any length of time without annihilating the human and natural substance of society; it would have physically destroyed man and transformed his surroundings into a wilderness." (Polyani, 1957)

Det er ikke et ny fænomen, så tidligt som 1767, havde Simon Linguet forstået, at uhindret kapitalisme fremtvinger en form for trældom som han erklærede for endnu værre end slaveri. ”It is want that drags them to those markets where they await masters who will do them the kindness of buying them. It is want that compels them to go down on their knees to the rich man in order to get from him permission to enrich him . . . . What effective gain has the suppression of slavery brought him? ... He is free, you say. Ah! That is his misfortune. The slave was precious to his master because of the money he had cost him. But the handicraftsman costs nothing to the rich voluptuary who employs him . . . . These men, it is said, have no master-they have one, and the most terrible, the most imperious of masters, that is need. It is this that reduces them to the most cruel dependence.” (Mattick 1969)

Det nye arbejdsliv

Hvis aggressiv kapitalisme og konkurrencestat (hvilket i denne sammenhæng først og fremmest betyder forsøg på fuld kontrol med uddannelsessystemet med henblik på økonomisk maksimering) er to kendetegn ved vores samtid, rejser det spørgsmålene, hvilke følger disse ”ideologier” har for udvikling og for uddannelses institutionernes liv?

Richard Sennett har formuleret nogle af disse spørgsmål i en lille bog, “Corrosion of Character. The Personal Consequences of Work in The New Capitalism” (1998). Sennett har her foretaget observationer og ført samtaler med repræsentanter fra det amerikanske hverdagsliv. Disse øjebliks nærbilleder holdes op imod sociologiske og historiske refleksioner, og sammenholdes med generelle tendenser i samfundsudviklingen. Det er et dystert billede af det ”nye” arbejdsliv, der skitseres. Den aggressive kapitalisme (Sennett kalder det Nykapitalisme)[12], angriber karakteren, og alle gamle holdepunkter og kvaliteter opløser sig. En af Sennetts hovedteser er, at arbejdet har negative konsekvenser for den personlige karakter i den nye kapitalismes jagt på maksimering af tilsyneladende økonomiske fordele i alle arenaer. ”Karakteren vedrører især de langsigtede aspekter af vores følelsesliv. Karakteren udtrykkes ved loyalitet og gensidige forpligtelser eller gennem forfølgelse af langsigtede mål eller ved behovsudskydelse med henblik på opfyldelse af fremtidige mål.” (Sennett 1998)

Derved er problemstillingen, hvordan man skal holde i ”sig selv” i et samfund, som kun værdsætter nuet, det omskiftelige og det økonomiske. Den klassiske arbejdsetik byggede på ideer fra antikken om, at mennesket er bestemt til et livsprojekt – et telos, et mål – og at individets opgave er at finde sit projekt, engagere sig fuldstændigt i det og realisere det så tæt til idealet som muligt. Til dette mente man i antikken hørte areté, som betyder ”dyd” og kan bedst oversættes med, ”at være i overensstemmelse med sit eget telos.” mennesket var dydigt, når det arbejdede i overensstemmelse med livets mening, hvilket var selve livsprojektet.

Erkendelse beskytter og tager ansvar

Men hvad så, hvad skal vi så stille op med vores tilsyneladende perverterede politiske idelogier og frie markedskræfter?

En autokratisk tilstand er fx ikke en acceptabel erstatning; og heller ikke den militariserede statskapitalisme som vi ser under udvikling i Danmark. Ej heller kan den bureaukratiske, centraliseret velfærdsstat kan accepteres som et mål for den menneskelige eksistens.

Men hvad hjælper disse konstateringer os i forsøget på at bringe en klarhed for øje? De hjælper os ikke, så længe vi lader det blive ved blot redegørelse for den aggressive kapitalismes tilstedeværelse. Det gælder langt mere om at spørge, hvad der forbliver skjult, eller u-tænkt, i analysen af vores samfund? Hvis vi spørger på den måde, kan vi blive opmærksomme på, hvorvidt der netop dér, hvor den politiske filosofi har udtømt sine spørgsmål og mener at have absolut viden og endegyldige evidens, skjuler sig noget, som ikke kan måles, sættes i skema, eller for den sags skyld sælges som ”Big data”.

Hvis vi tillader denne usikkerhed og dekonstruktion, så antager de politiske og markedsøkonomiske konstruktioner skikkelser af absurde facader. De er ikke længere lineære, men ser nu fordrejede og deforme ud og er indeni belastede og komplicerede af repetitive og sammenfaldende mønstre, samt en uendelig gentagelse af perspektivet.

Vores erkendelse af de politiske og markedsøkonomiske grænser beskytter os og vores mulighed for analyse mod dogmatisme såvel som mod alt for stor selvsikkerhed og tilfører en sund fornemmelse for systematisk ufuldkommenhed, ufuldstændighed og tvivl. ”Sokrates gjorde sine athenske venner rasende ved at afsløre begrænsningen ved deres tænkning: I løbet af samtalen med ham følte videnskabsmænd, retorikere, digtere, generaler og endda selvudnævnte filosoffer sig pludselig lammet af dilemmaer, paradokser og aporier. Sokrates’ fuldkomne hengivelse til filosofi viser, hvor højt han skattede mødet med disse grænser – den udfordring, risiko og overraskelse de afføder, så snart man møder dem. Dekonstruktionen følger Sokrates i denne menneskelige og umenneskelige tradition for at teste tankens grænser.” (Derrida 2003)

Vi må med andre ord forblive ydmyge overfor vores tænkning og forståelse, ikke kun af gængse problemstillinger, men også de problemer vi står overfor i et samfund under stadig mere pres fra aggressiv kapitalisme, og en konkurrencestat, som er i gang med at afvikle demokratiet i økonomiens hellige navn. Vi bliver nødt til at tage ansvar for vores uddannelsessystem, hvilket indebærer at reagere på den kompleksitet, som udgør dens fortid, nutid og fremtid og sammen skabe en ny sammenhæng mellem disse.

Litteratur

Anderson, Elizabeth, (1993): Value in Ethics and Economics, Cambridge, M.A: Harvard University Press

Arendt, Hannah (2004): The origins of Totalitarianism, New York, Schocken Books

Derrida & Habermas (2003): Philosophy in a Time of Terror: Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida, Chicago & London: University of Chicago Press

Deleuze, Gilles & Guattari, Felix (2004): Anti-Oedipus, London, Continuum.

Hirsch, Fred (1977): The Social Limits to Growth. London, Routledge & Kegan Paul

Jameson, Fredric (2001): Postmodernism, or, The Cultural Logic of Late Capitalism, London, Blackwell Publishing.

Jünger. Hg. von Ernst (1930): Krieg und Krieger. Junker und Dünnhaupt, Berlin

Mattick, Paul (1969): The Limits of the Mixed Economy, Extending Horizons Books/Porter Sargent Publisher Boston

Petersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten, 1.udgave 3 oplag. H. R Forlag, Kbh.

Sandel, Michael J. (2012): What Money Can't Buy, London, Penguin Books

Sennett, Richard (1998): Corrosion of Character. The Personal Consequences of Work in The New Capitalism, W.W. Norton & Company.Inc.

[1] Se fx Deleuze 2004

[2] Taylor, Charles (2008): Modernitetens ubehag - Autenticitetens etik, Århus: Forlaget Philosophia. s.83

[3] Lyotard, Jean-Francois (1986) The Postmodern Condition: A Report on Knowledge, UK, Manchester s.64,

[4] Hansen, Søren Toft: Udviklingen af Scientific Management som ledelsesteori, i Marianne Rostgaard og Michael E. Wagner (red.): Lederskab i Dansk Industri og Samfund 1880 – 1960. Aalborg Universitetsforlag 2000.

[5] Det kan ikke være gået Taylors næse forbi, at forkortelsen af Scientific Management er SM, hvilket giver en ret præcis beskrivelse af metoden; lænker, pisk og kontrol forbundet med en hel del smerte.

[6] Det kan derfor undre, at de samme politikere, som, hvis de blev spurgt, ville fordømme børnearbejde og børnesoldater, finder det helt i orden, endda fremragende, at overvåge, styre og manipulere børn, elever og studerende fra ’ble til bilag’ i konkurrencestatens hellige navn.

Obs! Artikel 4 i FN’s menneskerettighedserklæring siger: Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt. Denne menneskerettighedserklæring har også dannet baggrund for FN's Global Compacts principper vedrørende menneskerettigheder.

[7] For yderligere information se: Anderson, Elizabeth (1993) Value in Ethics and Economics, Cambridge, M.A: Harvard University Press.

[8] Den totale mobilisering er et essay fra 1930 udgivet i antologien: Krieg und Krieger. Hg. von Ernst Jünger.(1930) Junker und Dünnhaupt, Berlin.

[9] ”What prepares men for totalitarian domination in the nontotalitarian world is the fact that loneliness, once a borderline experience usually suffered in certain marginal social conditions like old age, has become an everyday experience of the evergrowing masses of our century.” (Arendt 2004, s.615)

[10] Petersen, Ove K (2011): Konkurrencestaten, 1.udgave 3 oplag. H. R Forlag, Kbh..s.42

[11] Ibid.s.31

[12] Hvilket falder rigtig godt i tråd med George Orwells Newspeak; sproget som skrumper i mening og omfang år for år.