Den glemte årgang

Der var engang, hvor de unge, nyuddannede lærere ikke kunne få arbejde og dermed måtte gå så grueligt meget igennem. 'Din tid skal nok komme', sagde de, der allerede var etableret i systemet godt bakket op af den store, retfærdige fagforening. 'Det skal nok gå alt sammen', tænkte den nyuddannede og glædede sig til en dag at få lov til at tage fat.

Der gik et stykke tid, og endelig: Så oprandt dagen og dermed en stilling. Den var dog ikke fast. Men hvem tænkte på det? Bare det at få lov til at arbejde var en fantastisk ting. Så var man kommet indenfor og fik lov til at 'bide lidt skeer' med de etablerede og erfarne, som retfærdigvis fik en højere løn. Ofte en løn med højeste anciennitet, da mange jo netop var gamle i faget.

'Tænk engang at gøre sig fortjent til en sådan - det bliver fantastisk', tænkte den nye lærer. 'Min tid skal nok komme'.

Pyt med at man knoklede, så vandet drev. Det var jo ikke på grund af lønnen, man var blevet lærer. Skidt med at der også stadig var et a- og et b-hold rent lønmæssigt. Det var jo systemet, og måske var det ikke så ringe endda. 'Din tid skal nok komme', både tænkte og hørte man.

Der var dog noget, der kunne true den unge, entusiastiske lærer - en slange i Paradiset: Der fandtes noget, som i tidligere tider blev kaldt for 'sifu-princippet' (sidst ind - først ud). Men hvorfor bruge energien på at ryste i bukserne over det (for tjenestemændene) trygge system? Man var jo ung og skulle nok klare det - uanset hvad. Sådan var systemet, og det måtte man jo acceptere. 'Min tid skal nok komme', tænkte den unge lærer endnu en gang.

Så blev det endelig lysere tider: De ældre lærere blev milde - stillingerne rundt omkring i det lille land blev talrige. Nu var det tid til solidaritet med de unge. Nu skulle de sandelig føle sig velkomne og godt tilpas i systemet. 'Nu må min tid være kommet', tænkte den stadig unge, men lettere brugte lærer.

Desværre slutter ikke alle eventyr lykkeligt: Nu er de forstående årgange, som tidligere blev banket på plads med ordene 'Din tid skal nok komme', blevet for gamle. Vi passer ikke ind i det nye lønsystem i forhold til start- og sluttrin. Glemt er årgangene, som ikke får tjenestemandspension; som i denne omgang har fået et trinløft fra 29 til 30, men slutter på løntrin 35 (mod 40 efter det system, som var gældende frem til den 1. april i år). Næ, nu er det de unge, friske og entusiastiske lærere, man vil løfte. Det er selvfølgelig fint, for startlønnen er jo som bekendt ikke god.

Jeg synes 'bare', at jeg er kommet til at tilhøre den glemte (og forsømte) årgang. Hvornår bliver det min (og dermed andre i samme situations) tur til at mærke min fagforenings opbakning og solidaritet? Min tro på retfærdighed er ved at være enden nær. Tidligere var Danmarks Lærerforening for de etablerede - nu er den for de nye. Ikke unge.

'Min tid kommer', runger stadig (om end svagere) i hovedet . . .

Pernille Rigstad

Bodilsker, Bornholm