Den folkeskoleskabte videnstomhed

Det er en smule snyd, når især hedengangne vidensstoppede forbilleder på ekspertniveau til stadighed fremhæves som forsvar for kommende generationers folkeskoleskabte videnstomhed. Der må være forskel på fra et vidensstoppet ekspertstade afslappet at advare folket mod en forestilling om, at viden er alt her i livet, og at livet skam har andre værdier, der er værd at satse på, end det videnslager, som folkeskolen som sin sande opgave skulle medvirke til at videregive til kommende generationer, og så at gøre viden til en sekundavare. Grundtvig er med ordene om »livets skole« nok den mest brugte. Og Albert Einstein bringes i Folkeskolen nummer 38 af børne- og kulturchef Chresten Sloth Christensen, Skagen, i erindring med en udtalelse om, at »ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles«. Med sådanne udtalelser tages nævnte personer, sammen med andre konstruktører af tilsvarende åndrigheder, til indtægt for, at den videnmængde, de selv har lukreret på, ikke skulle være værd at give en hovedrolle i skolen for kommende generationer. I stedet for henfalder skolen med støtte af eksperter til gennem en personlighedsgranskende proces at danne børnene med henblik på fremavl af nye ideale personligheder. Sådan har folkeskolen arbejdet siden 1993 - ja egentlig siden 1975 - dog uden at de brillante personligheder falder alt for meget i øjnene. Mennesker lader sig til tider undervise på fæl »gammelkonservativ« maner, men sjældent personlighedsmanipulere. I indeværende formålsformulerende tid går Chresten Sloth ind for en skole, hvor dannelse ikke er et tillæg til (faglig) uddannelse, men grundlaget, skønt det omvendte burde være tilfældet. Fagligheden har pænt at affinde sig med at blive puttet ind, når den passer ind i personlighedernes dannelsesproces.