Den fjerde lyksalighed

Man må givetvis medgive, at lektor Hans Henrik Knoop i Folkeskolen nummer 35 fremfører nogle af de allervæsentligste forudsætninger for, at børn lærer noget af lærerens undervisning. Selvom det også uden mindste skadefryd kan hævdes, at enhver lærer når til samme erkendelse som Knoop, om ikke før så når læreren begynder at undervise. Alligevel er det positivt en gang imellem at blive bekræftet i, at den pædagogiske idéudvikling kan ramme ind i noget af det, der er kendt fra virkelighedens verden. Det modsatte, hvor pædagogikken som rent tankespind har fået lov til at danne den folkeskole, hvis katastrofale mangel på resultater er velkendt for offentligheden, opleves mildt sagt oftere. Derfor bør Knoops tre lyksalige tilstande for læringen suppleres med nummer fire, der handler om at give børnene lov til at blive undervist i elevforsamlinger, hvor læreren kan tale til hele klassen og blive forstået af alle, i stedet for som nu, hvor læreren dels skal undervise på et for nogle elever fordret lavt niveau, dels give elever, der kaperer et højere niveau, hvad deres evner tilsiger dem. Som regel ender en sådan ækvilibristisk og egentlig ret umulig undervisningsudfoldelse jo med, at læreren aldrig når til det høje niveau, men må lade undervisningen blive på det lave med de kendte resultater til følge. Eller også må den uholdbare situation camoufleres ved enten at hælde til en pædagogik, der skamløst henviser de velbegavede til en påstået rolle som stimulatorer for de svage, eller at gøre en dyd af helt at opgive den direkte undervisning og opløse undervisningssituationen i gruppebaserede projektforløb som en slags legitimation af, at læreren har opgivet at udføre det umulige.