Den elektroniske vej ud af industrisamfundets kløer

SYNLIG TILSTEDEVÆRELSE:

I industrisamfundet måtte arbejderne på fabrikken nøje overvåges gennem fabrikkens lederes synlige tilstedeværelse for at sikre, at arbejdet blev udført korrekt og til tiden. I nutidens samfund vil det være helt håbløst og uhensigtsmæssigt at sikre arbejdsprocessen på den måde. Det er en helt anden type arbejde, som kræver helt andre arbejds- og kommunikationsformer, hvor tilstedeværelse kun er nødvendigt i små bidder af gangen. Utroligt meget arbejde indeholder elementer af kreativitet og/eller medarbejderens faglige vurdering, hvilket gør arbejdet meget svært at overvåge og sætte tid på. Der kan sættes en deadline, men vejen dertil er (for) svær at overvåge og kontrollere. Nutidens arbejdskraft skal derfor være meget mere van til selvledelse og uden synlig tilstedeværelse af nogen, der overvåger processen.

Lærerens tilstedeværelse kan f.eks. være helt nødvendig i de øjeblikke, hvor der skal igangsættes nye lærerprocesser hos eleverne. Men lærernes arbejde og undervisning i Folkeskolen bør efterhånden også organiseres mere i tråd med (nu-) tiden efter industrisamfundet. Måske er det på tide, at lærerne dér, hvor det kan være relevant (f.eks. for at forberede eleverne på et arbejdsmarked, der kræver langt mere selvledelse end fortidens industrisamfund) begynder at være lidt mindre synligt tilstede.

Det er min opfattelse, at lærere i nogle bestemte situationer bør være synligt tilstede et (af eleverne og skoleledelsen) kendt sted på skolen, når de har undervisning, dvs. i de timer, hvor de underviser en konkret elevgruppe eller klasse. Denne synlighed bør være sådan, at læreren er fysisk tilstede på skolen et sted, hvor tilstedeværende elever kan opnå ansigt-til-ansigt samtaler med læreren efter behov. Den helt synlige tilstedeværelse i samme lokale som eleverne bør i de yngste klasser (0.-2.) være konstant i hele undervisningstiden (timen). Men i de ældste elevers (7.-10.) klasser bør tilstedeværelsen i samme lokale kunne reduceres til de situationer, hvor læreren f.eks. skal igangsætte eller følge op på bestemte lærerprocesser. De ældste bør f.eks. kunne samarbejde i store grupper uden at læreren behøver være der for at overvåge processerne. De øvrige elever (3.-6.) bør kunne arbejde med individuelle opgaver eller to og to uden læreren behøver være tilstede i samme lokale, imens øvrige opgaver bør være med tilstedeværelse. Dermed heller ikke sagt, at eleverne i de ældste klasser absolut skal være tilstede i klassen, når læreren er der i sin undervisning, da jeg vil mene, at elevers elektroniske fremmøde i visse tilfælde bør kunne regnes som tilstrækkelig tilstedeværelse i undervisningen (jf. nærmere nedenfor).

MINDRE SYNLIG TILSTEDEVÆRELSE:

Hvis en lærer også skulle være på skolen, når dennes elever undervises af andre (kollegerne), ville det være en noget mindre synlig tilstedeværelse, hvor eleverne ikke umiddelbart ville bemærke om pågældende lærer var dér eller ej, med mindre de selv spurgte efter pågældende lærer. Formålet med sådan tilstedeværelse kunne være, at alle lærere så i princippet kan være til rådighed i forhold til alle de opgaver, der kan være med hver enkelt elev, herunder f.eks. også inklusionsopgaver og konfliktløsningsopgaver. Problemet er bare, at sådan en løsning - sådan som arbejdsfordelingen aktuelt er på de fleste folkeskoler - kræver, at lærerne bliver aflønnet på en helt anden måde end det aktuelt sker, hvad angår forberedelsestid. Lærere har normalt undervisningslektioner, frikvarterer samt aftalte møder, hvor de SKAL være tilstede på skolens område. Men i forberedelsestiden (til hver enkelt lektion) må læreren normalt opholde sig, hvor denne selv ønsker at forberede sig, f.eks. derhjemme.

Hvis læreren i stedet skal være til rådighed for andre eventuelle opgaver på skolen i forberedelsestiden, så burde dér helt bestemt - som Bondo også er inde på i artiklen ”Bondo: tilstedeværelse et levn fra industrisamfundet” - være nogle markant bedre lærerarbejdspladser på de enkelte skoler. Og, som nævnt, det ville også kræve, at læreren blev betalt for at stå til rådighed for andre opgaver, da læreren jo pludseligt skal bruge meget mere tid til at forberede sig, hvis der må påregnes diverse afbrydelser med andre opgaver i forberedelsestiden.

MINDRE SYNLIG TILSTEDEVÆRELSE MED RÅDIGHEDSTILLÆG:

Men med nogle markant bedre lærerarbejdspladser tror jeg faktisk at en del lærere vil gå med til at aftale, at nogle bestemte forberedelsestimer, hvor de får et vist tillæg for at være til rådighed (f.eks. for inklusionsopgaver), afholdes med tilstedeværelse på skolen med de nævnte arbejdspladser til rådighed. Nogle dage vil der være mange inklusionsopgaver, imens der andre dage vil være mere tid til forberedelse. Hvis læreren i en periode har haft mange rådighedsopgaver i sin forberedelsestid, så må denne ”æde af sin fritid" for fortsat at forberede sig tilstrækkeligt grundigt. Det er derfor klart, at sådan løsning ikke vil holde i, hvis alt forberedelsestiden bruges på rådighedsopgaver i flere måneder. Men den situation er jo heller ikke utænkelig, hvorfor en lærer aldrig bør kunne aftale at stå til rådighed i alle dennes forberedelsestimer (men vel højest omkring 40-50 % af dem).

Ovenstående løsning med mindre synlig tilstedeværelse i forberedelsestid med rådighedstillæg burde efter min opfattelse forsøges. Det kan blive et alternativ til andre løsninger, herunder f.eks. den to-lærer-løsning nogle politikere tidligere har talt om (især før folketingsvalget), som skulle afhjælpe lærerens mange opgaver i timerne især i indskolingen.

ELEKTRONISK TILSTEDEVÆRELSE:

Dernæst kunne Folkeskolen også begynde at arbejde med elektronisk tilstedeværelse. Her mener jeg ikke lærerens tilstedeværelse ved eleverne, men det omvendte. De ældste elever (fra 7. klasse) burde kunne melde sig elektronisk fremmødt til nogle timer. I de ældste elevers klasseværelser burde der være et webcamera, som kan transmittere lærerens undervisningsoplæg til elevers PC derhjemme. Så kan de elever, der ikke har haft mulighed for at møde frem (pga. sygdom eller andet) følge med i undervisningen alligevel. Den smarte løsning giver så også eleven derhjemme mulighed for at vise sig selv på en skærm ved siden af klassens smartboard, når den pågældende elev har et spørgsmål eller en kommentar til undervisningsoplægget eller debatten i klassen.

På den måde vil det også være mere muligt for eleven, at møde velforberedt frem til undervisningen efter sygdomsperioder.Denne løsning vil også kunne anvendes i de tilfælde, hvor der er elever, der ikke kan koncentrere sig i timerne pga. støjniveauet i klassen. Støjniveauet kan f.eks. være lidt forhøjet i nogle klasser pga. inklusionsopgaver.Hvorvidt den enkelte elev kan arbejde seriøst nok derhjemme på denne måde bør dog nok komme an på en prøve, hvorefter både lærer og forælder afgør, hvorvidt eleven er egnet til denne arbejdsform i en vis periode.På længere sigt vil kommunerne måske ad denne vej kunne sparre på lokaler, da der ikke behøver være så store lokaler på skolen til timer, hvor måske ½ eller 1/3 af eleverne sidder derhjemme. Det vil naturligvis ikke være alle slags timer, hvor sådan løsning kan anvendes, da mange fysiktimer f.eks. næppe vil være sikkerhedsmæssigt forsvarlige at gennemføre med elevernes egne forsøg i hjemmet. Og der vil være timer, hvor elevernes samarbejde om opgaven kræver tilstedeværelse i klassen. Desuden vil mange idrætstimer naturligvis skulle gennemføres med tilstedeværelse sammen med de andre elever, f.eks. når der skal spilles bold. Men det er vel heller ikke utænkeligt, at den enkelte elev engang i fremtiden skal kunne anvende forældrenes køkken til at lave en ret, som læreren og klassekammeraterne så ser resultatet af gennem et webcamera! (selv om der endnu ikke kan smages på maden gennem nettet).

Kunne være spændende at læse andres (især læreres og kommunalpolitikeres) kommentarer til ovenstående!