Den afsporede skoledebat

Skolen er simpelthen for vigtig til at blive behandlet så useriøst. Undervisningen er kernen i skolen. Det er ikke læring, lærerne eller tiden med lærerne, der er afgørende, men selve undervisningen.

At undervise vil sige, at lade nogle opdage, forstå og initialisere verden, at vise dem verdens undere. Der er ikke tale om en direkte overførsel af viden fra underviser til elev, det er mere kompleks. Undervisningen involverer et sæt af relationer, som består af det eleven bringer med sig, af det underviserne bringer med sig, af samspillet mellem stoffet, der søges undervist i, og måden der gives adgang til det. At undervise handler om at hjælpe eleverne til opnå adgang til viden om verden. Det handler om at bevæge nogen, at føre dem i en bestemt retning, en retning som stemmer overens med et områdes beskaffenhed (Heidegger, 'hvad er tænkning').

For at undervisning skal have succes, så skal der 1. være en der skal undervises tilstede, både fysisk og mentalt. 2. være en som kan undervise, altså føre nogen ind i et område. 3. være et område, som der skal etableres adgang til.

Der er en indlysende arbejdsdeling i dette: Forældrene tager sig af, at deres børn er tilstede, dels ved selvfølgelig at sende dem i skole, men også ved at drage omsorg for dem, så de mentalt kan være tilstede i undervisningen. Lærerne sørger for at være gode undervisere, ved dels at være inde i området der skal formidles, samt i hvordan det skal formidles til den enkelte elev. Undervisningsministeriet som samfundets forlængede arm på området, afgrænser hvilke områder det er, der skal etableres adgang til.

Hvis forældre mener, at de skal tage sig af hvordan undervisningen formidles, eller hvis læreren mener, at de skal tage sig af elevens tilstedeværelse, eller hvis undervisningsministeriet mener, at det skal stå for elevens læring, så bryder undervisningen sammen.

Som forældre skal vi kræve retten til at sørge for vores børns tilstedeværelse tilbage. Det er os der er den primære omsorgsperson, læreren som person må aldrig blive så vigtig, at eleven ikke er i stand til at modtage undervisning via en vikar, hvis læreren fx er syg.

Som lærere skal vi kræve retten til at stå for undervisningen tilbage, det er os der er eksperter i stofområdet og i hvordan det formidles.

Som samfund skal vi kræve muligheden for at diskutere indholdet, af det der skal formidles, tilbage. Det er ikke ligegyldigt, hvilken viden vi fokuserer på, det har afgørende betydning for fremtiden.

Skolen er et under-visnings-sted, ikke et fritidshjem med spændende og afvekslende oplevelser, ej heller et eksperimentarium med en guide, eller en sportsforening med fokus på fysisk udfoldelse. De nævnte ting må gerne være en del af undervisningen, men de kan aldrig blive til undervisning.

Vi skal tilbage på sporet!