Den 5. Provins

Et gammelt irsk sagn fortæller, at én gang om året samledes de evigt stridende høvdinge for foden af kæmpehøjen. Her lagde de deres våben. Så gik de op på højen og delte tanker, erfaringer og ideer. Hvorefter de gik ned igen, tog deres våben og fortsatte med at slå hinanden ihjel eller i hvert fald forsøge derpå.

Når sagnet om den 5. Provins dukker op lige nu, kan det ses i lyset af de forandringsvinde, der blæser. Skolen er ligesom alt andet i samfundet under ekstrem udvikling, og der kæmpes på mange fronter i forhold til at være medvirkende til det til enhver tid optimale udkomme.

Forandringer er der lige så mange meninger om, som der er involverede. Derfor bliver det afgørende, at vi på aftalt tid og sted en gang imellem mødes i 5. Provinser. I rum og kontekster, hvor alle bliver inviteret ind, hvor alle lytter til alle, hvor magt og hierarki for en stund er ikke-eksisterende, og hvor alle bidrager med det, de har lige netop på det tidspunkt.

I domænetænkningen ville den 5. Provins kaldes refleksionens domæne. Ideernes verden, hvor det ikke er farligt at færdes. Endnu. For ideer er jo netop defineret ved ikke at være en handling med konsekvens, men alene en ide, en tanke, en mulighed. I den 5. Provins deles tanker om muligheder og ’hvad nu hvis’. Der stilles ikke spørgsmål til rigtigt og forkert.

Det gør der derimod, når høvdingene genoptager kampen. Så får det følger. På samme måde, som vi andre går fra ideer til handling, når vi går fra refleksionens domæne til produktionens domæne. Hvor der ideelt set kun må være én udgave af virkeligheden. Nemlig den virkelighed, der efterfølgende handles på.

Skolereformen er virkeligheden. Den åbner for muligheder og begrænsninger afhængig af, hvorfra man kigger, hvad man kigger på, og hvem man er. Og eftersom vi altid – og heldigvis for det – vil stå forskellige steder, er der behov for, at vi med mellemrum mødes i 5. Provinser og sammen undersøger, hvordan flest mulige får mest muligt ud af det, der er.