“Kan vi næste år ikke godt høre om, hvordan man gør? Det er bare fordi, jeg vil jo ikke gøre det forkert.”
Kommentaren kom fra en af drengene. Han syntes, vi havde snakket om for meget "woke pis" - "kønsidentiteter og sådan noget".
Han havde brug for at tale om sex. Ægte sex og de forskellige former for sex.
Han havde brug for at lære det et andet sted end fra porno - som de forresten alle så, eller i hvert fald vidste, hvor de kunne finde.
Drengen gik i syvende klasse, og kommentaren faldt i evalueringen af Uge Sex. Uge Sex havde vi delt med de andre timeløse fag: Trafik, ude- og verdensmålsundervisning.
Vi havde ikke fået nogen vejledning til at undervise i seksualundervisning, hverken på skolen eller på lærerstudiet.
I indbakken lå materiale fra Sex & Samfund, men intet tilbud eller en vejledning om, hvordan man taler med teenagere om sex og identitet.
Børn ned til sjette klasse kom hen og sagde, at de slet ikke havde haft noget seksualundervisning i løbet af ugen.
Nu havde jeg nogle dygtige kollegaer, hvor mange tog ansvaret for seksualundervisningen, uagtet om de var trygge i det eller ej, så det var nok en sandhed med modifikationer.
Men det interessante her er jo, at de (børnene) ikke oplevede, de havde haft undervisningen.
Det er nok ikke helt forkert at sige, at Uge Sex har en lavere prioritering end eksempelvis Naturvidenskabsfestivalen i uge 39 på mange skoler.
Det efterlader mig med en række spørgsmål: Hvorfor er Uge Sex ikke prioriteret på samme måde, når det handler om de unges dannelse med andre mennesker i det intime rum?
Når det handler om de unges kroppe, skam, følelser, grænser, nydelse og oplevelser? Hvorfor bliver emner, vi skal bruge resten af livet, nedprioriteret? Hvorfor er der ikke bedre vejledning til lærerne?
Jeg spurgte lærere fra forskellige skoler i et spørgeskema, og de data der kom frem, var interessante: Mere eller mindre alle mente, at det kunne være dejligt med vejledning.
Nogle skrev, at deres kollegaer helt sprang over undervisningen. Og de alle var enige om, at det var folkeskolens ansvar, at uddanne de unge inden for dette fag.
På min egen gamle arbejdsplads, var det desværre ikke en mulighed at oprette en ‘fagkoordinator for Uge Sex’ på opgaveoversigten, hvilket er helt forståeligt, men ikke desto mindre ærgerligt, fordi det mangler.
Kompetencerne mangler. For at de unge kan få den kompetente undervisning, skal vi have en lærerstab, der tør.
En lærerstab der føler sig sikre og trygge i at gå ind i det rum sammen med de unge og vejlede.
Som forhenværende lærer ved jeg, at relationen er det allervigtigste for at stå i det lokale og lære næste generation noget. Og fordi relationen er det bærende, kan opgaven ikke udliciteres til en velmenende konsulent fra Sex & Samfund eller Børns Vilkår, for de unge kommer ikke til at høre efter.
De lærer der, hvor de er trygge. Der, hvor alle spørgsmål er velkomne, også dem om analsex, natlige sædafgange, hvor mange huller en person med en vagina har og om man må skrive til ham den søde fra parallelklassen. Opgaven ligger hos lærerne.
Folkeskolen har brug for voksne, der tør. Skolerne må ikke nedprioritere seksualundervisningen, fordi lærerne er utrygge - så gør dem trygge.
Ellers kommer vi til at lære de unge, at det er noget, de skal være bange for, frem for at lære dem, at de er helt normale og ligesom alle andre - også når de ser homosex og identificerer sig som heteroseksuelle og føler skam.
Lærerne har brug for vejledning til, hvordan de bærer sig ad med emner som sex, relationer, følelser og identitet. Det er folkeskolens job og ansvar.
Bedre vejledning til lærerne, tak! Vi har brug for voksne, der tør.
Debat: De unge har brug for flere voksne, der tør
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.