De stakkels drenge på rette plads og konen i muddergrøften

I Folkeskolen nummer 8 er der en kronik om redningen af »de stakkels drenge«. Redningskransen er udkastet af en selvstændig åndemaner sammen med seks offentlige hjælpeånder og udgøres af en deus ex machina i form af mantraet om, at køn er noget, »vi gør« og »vi skaber«.

Viden og ikke fordomme skal redde »de stakkels drenge« - og fremtidens skole

Forfatterinden (Cecilie Nørgaard med flere, redaktionen) har forlæst sig på de nebuløse socialkonstruktionistiske teorier, især de bourdieuske, som er i vælten på mange læreanstalter. Teorien om kønnet som ren social konstruktion er som manna i ørkenen for de vansmægtende feministers evige bestræbelser på at blive mændene lig, ikke mindst i magt og vælde. De franske skønånder har altid haft en eminent sans for at konstruere en diskurs om det irreale til ukritisk annammelse for de svage i ånden.

Men mens hundene gør, drager som bekendt karavanen forbi. Det er aldrig let at indse det forløjede grundlag, éns hårdt tilkæmpede erkendelsesteoretiske fundament bygger på. Vi må også i dag erkende, at hankøn og hunkøn ikke er ens, men forskellige. Mennesket kan ikke med viljens kraft eller med politiske og filosofiske deklamationer ændre på evolutionens gang.

Problemet med de stakkels drenge er ikke kønsforkvaklet opdragelse, men at de i opvæksten er underkastet ét køns omklamrende værdier, fra vuggestue over børnehave og skole til ungdomsuddannelse. I førskoleinstitutionerne er den kvindelige kønsdominans klaustrofobisk, og i folkeskolen er den særdeles trykkende. Ikke underligt, at drengene føler sig forfordelt og lever i en fremmedgjort verden. Men netop det aspekt med den skæve kønsfordeling og dennes åbenlyst negative indflydelse på drengenes udvikling kommer de kvindelige skribenter ikke ind på. I deres bourdieuske idéverden er dette problem ikke-eksisterende. Vel fordi det ikke er nogen socialkonstruktion, men kun noget så prosaisk som den grangivelige virkelighed. Og som bekendt er virkeligheden en hård krabat at give sig i kast med. Så er det ulige lettere at konstruere nogle luftkasteller og anskue dem fra elfenbenstårnet.