De reflekterende børn

Børnene undrer sig ikke selv det mindste over opgaven, men udveksler erfaringer på kryds og tværs i klassen. De kan gøre rede for, hvornår det er drama og hvornår det er dilemma. ”Da jeg ikke kunne stå ved mag selv” skriver Emil på den første linje af den opgave, han skal aflevere efter weekenden. Han staver og læser ikke ”alderssvarende” som det hedder i folkeskolen efter, at der er indført test på 2. klassetrin.

Han knokler for at indhente det forsømte og han skal nok nå det. Han har besluttet, at opgaven skal handle om dengang han som 4-årig stak af fra børnehaven sammen med Otto og Viktor. Hans næste sætning er ”jeg viste ikke, om jeg skulle gå med” og så ender historien der, hvor en af de andre børns mødre på vej hjem fra Netto hev ham ind på fortovet med udsigt til at bus nr. 66 kunne have ramt barnet i den blå flyverdragt.

Nanna har sagt til børnene i 4.x, at de skal starte med at beskrive dramaet og derefter dilemmaet. Tænk engang. Børn på 10 år kan skrive en opgave baseret på egne erfaringer om et tidspunkt i deres liv, hvor de ikke kunne stå ved sig selv. Hvor deres integritet var truet. Det er åbenbart helt slut med de danske stile, der enten skulle handle om en hobby eller en ferie.

Jeg ved ikke, hvor de får det fra. Er det fordi de allerede i børnehaveklassen bliver bedt om at score sig selv på en skala fra 1-6 i forhold til, hvor god en kammerat de er? Er det fordi de er uddannet i at tale giraf-sprog om relationerne i drengegruppen? Emil påstår selv, at det der girafsprog ikke har gjort det store indtryk på ham og gengiver det som: ”Når du gør dit, så føler jeg dat. Derfor vil jeg bede dig om at lade være med at gøre dit.” Så teknikken har alligevel efterladt sig spor hos ham.

Det er ligesom om, der er lysår tilbage til filmen Zappa fra min ungdom, hvor prisen for en rokokopude (eller marokkopude) var at spise en skovsnegl, hvor de for enhver pris skulle holde følelserne indeni og endte med at være så krøllede både indeni og udenpå, at de brød sammen. Og moren sad iskold i den kunstige højfjeldssol på 1. sal og lod som ingenting.

Jeg drømmer om, hvilke lidelser jeg kunne være sluppet for, hvis vi havde talt girafsprog og reflekteret i 4. klasse. De har nogle modige lærer, som aldrig giver op. Som kaster sig ind i opgaven med at få børnene til at løse konflikter og sætter ord på og udvider begrebet dansk til også at omfatte træning i sociale relationer. Lærer som gider dem og er ambitiøse på børnenes vegne. Det kan godt være Emil ikke kan stave, men han ved godt hvad det vil sige, når man ikke kan stå ved sig selv. ”Jeg fortrudt det” slutter han sin opgave af med.