De mavepinefremkaldende fremlæggelser

Jeg oplever det også stadig oftere. Elever, der enten er fraværende, når der skal fremlægges, eller som bryder sammen i gråd, hyperventilerer eller ryster som en espeløv. Det er det værste i hele verdenen at stille sig op og sige noget foran de andre.

Adspurgt om hvorfor, har de tit kun nogle diffuse forklaringer. "Jeg kan bare ikke lide det". Går man dem nærmere på klingen, kommer der nogle forklaringer om, at man ikke kan lide, alle ser på på en, og man er bange for at sige noget forkert.

Kan vi så ikke bare gøre noget andet end at lave fremlæggelser? Nogle gange, men det er ikke altid en mulighed. Dels skal vi forberede eleverne på projektopgaven i 9. og dels skal de fremlægge i kulturfagene. Det skal de være øvede i. Man kan indvende, at eleven i disse situationer er alene med en lærer og censor, og derfor ikke har hele klassen til at se på sig. Sådan er det ikke til dagligt. I et en times fag skal vi nå at se og høre alle elever. Der er ikke tid til at tage en enkelt ud og fremlægge en opgave alene. Hvad gør vi så?

Som faglærer er jeg udfordret af, at jeg ofte kun ser eleverne en gang om ugen i en time. Det kræver noget at opbygge et tillidsforhold til en lærer, man ser så lidt. Jeg tager elevens angst alvorligt, men vil ikke dyrke den.

I den daglige undervisning skal de læse og fortælle de andre noget to og to og i små grupper. Der øver vi i at sige noget.

Inden den første fremlæggelse starter jeg med at fortælle eleverne, at vi skal øve. At vi helt sikkert kommer til at lave en masse ting, der er fantastiske - og en masse, der ikke er. At vi får lavet nogle super produkter - og nogen, der bare skal glemmes hurtigst muligt - og så fremdeles. Alt med et glimt i øjet. Derefter siger jeg til dem, at selv om jeg ikke kender dem, ved jeg, der sidder nogen og har fået ondt i maven ved tanken om at skulle op til tavlen. Men de skal vide, at verdens fortsatte eksistens ikke er afhængig af, hvor godt de gør det. Peptalken slutter med en opfordring til at komme til mig i pausen og fortælle, hvis det her er svært.

Hvis nogen kommer, laver jeg små aftaler med dem. De kan komme op først eller sidst, de skal se på mig og ingen andre under fremlæggelsen osv.

Det er ikke de store greb, men som oftest virker det.

Hvordan gør I?

https://folkeskolen.wp.stage.combell.peytz.dk/622820/foraeldre-lader-elever-slippe-for-fremlaeggelser?utm_source=newsletter&clickToken=vEw2F0VhAAOfqjloTUljLUtxBTu2KnLvtIIunv%2bzbx1Fatg8YTF%2b67OiJAV8rVD%2f