De livegne lærere

Artikel i Jyllands Posten d. 25.08.2014

I forbindelse med lockouten af landets lærere sidste år var der masser af negative ord. Den negativitet er nu afløst af frustration over ikke at kunne levere en optimal indsats under skolereformens arbejdsforhold

Utidssvarende arbejdsforhold i folkeskolen

Af Carsten Hogstad, tidl. lærer, skoleleder og forvaltningschef, Søparken 80, Roskilde

Et nyt skoleår er begyndt, og denne gang med stor offentlig opmærksomhed pga. skolereformen, som ændrer vilkårene for såvel elever som lærere.

Om ændringerne fører til en bedre skole, vil tiden vise. Trods undervisningsministerens lovprisning mener jeg dog, at der er grund til bekymring, fordi skolen aldrig kan blive bedre end den arbejdsindsats, som de lærere, der i praksis skal udføre skolereformen, kan levere.

Paradokset er, at der stilles store forventninger og krav til lærerne, samtidig med at man ved lov har forringet deres arbejdsvilkår i en grad, der tåler sammenligning med tidligere tiders livegne, absolut uden rettigheder i forhold til deres eget arbejde.

Det kan undre, at folketingspolitikerne er så blottet for indsigt i og forståelse for moderne virksomhedsledelse, at de har vedtaget åbenlyst utidssvarende arbejdstidsregler for lærerne. For moderne erhvervsledere er det indlysende, at en virksomheds succes står og falder med, om den er inkluderende. Det opnås ved:

at behandle medarbejderne som selvstændige personerat give dem mulighed for at planlægge og påvirke deres arbejdsdagat betragte dem som ligeværdige og jævnbyrdige med ledelsenat samarbejdet med ledelsen bygger på tillidat give dem frihed under ansvar

Den fremsynede og succesrige leder ved nemlig, at topstyrede hierarkier er kontraproduktive som styrings- og kontrolmekanisme, og at inkluderende ledelse giver medarbejderne motivation, arbejdsglæde og lyst til at udfolde sig og præstere det bedste. Desværre er ingen af de visionære og motiverende paradigmer opfyldt i det arbejdstidsdekret, som lærerne skal arbejde under.

Demotiverende

Tværtimod er det karakteriseret ved mistillid, topstyring, ufleksibilitet og umyndiggørelse og dermed særdeles demotiverende for lærernes udfoldelse, innovation og kreativitet – det, der er fundamentet for vidensarbejde – og dermed en vellykket skolereform.

Lærerne er ikke negative; de er frustrerede over, at de ikke under de givne arbejdsforhold kan levere en optimal professionel indsats.

At måtte gå på kompromis, når man er engageret og passioneret – som de fleste lærere er – er svært, men nødvendigt, med de helt ned til kun 10 minutters forberedelsestid pr. lektion, som mange lærere oplever at have fået tildelt i dette skoleår samtidig med, at tildeling af vikartimer og uforudsete møder i perioder endog helt kan fjerne forberedelsestiden.

Gennem tilstedeværelsespligten er lærerne endvidere blevet stavnsbundne til mere eller mindre gode forberedelseslokaliteter på skolen. Bliver retning af danske stile eller matematikopgaver bedre af, at den sker på skolen end hjemme? Økonomisk ville samfundet spare et trecifret millionbeløb på udgifter til indretning af arbejdspladser på skolerne samt på el, varme, telefon mv.

Når det drejer sig om vidensarbejde, er det forskningsmæssigt fastslået, at det er opgaveløsningen og ikke arbejdstiden eller tilstedeværelsen, det drejer sig om.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tro på, at forventningerne til en bedre skole med større faglighed og kvalitet kan indfries på de nuværende ufleksible præmisser?

Skal skolereformen have succes, er det nødvendigt med en hurtig ”modernisering” af lærernes arbejdsvilkår, så de tilgodeser tillid og respekt.