De kulturrevolutionære alternative

I fodsporet på den herostratiske, kinesiske kulturrevolutionære rædselsperiode proklamerede »Det alternative Sorø-møde« tidligere på året en folkeskole, hvis opgave notorisk ikke er at uddanne, men at danne. Blandt andet at danne det rettænkende demokratiske menneske og forvandle demokratiet fra at være et lands styreform til at være en ideologiseret, rettænkende, sindelagskontrolleret ensporing af menneskers tanker. Og den pædagogiske sagkundskab tildelte ved samme lejlighed sig selv evnen til at formulere præmisserne for dette storstilede dannelsesprojekt (se Folkeskolen nummer 34). Dermed er begreberne rodet godt og grundigt sammen i retning af det meningsløse. For med det kuturrevolutionære forbillede udtrykte en af initiativtagerne til Det alternative Sorø-møde, udviklingskonsulent Per Kjeldsen, dengang, at udvikling skal komme fra neden (fra forældre og videre til elever, lærere, forvaltning, politikere). Nu advarer han så i nummer 45 mod al den »folkepædagogik og folkepsykologi«, hvis kendetegn er mytedannelser, løgn og latin. Folket er godt, undtagen når det ikke er godt. Det var folkeproducerede løgne, der blev brugt til at kritisere den elendighedsproducerende folkeskoles elendigheder. Andre herfra stammende løgne blev med udførelsen af veritable »liberalistiske abedanse« brugt til at afbøde elendighederne. Alene de pædagogiske/psykologiske eksperter forstod, at elendighederne burde bevares som noget karakteristisk dansk, som man bør hæge om, fordi abedansen her tog form af en ægte kulturrevolutionær barfodsdans. Kunsten for De alternative består tydeligvis i at få folkeskolen befriet fra demokratiets politikerindflydelse og overgivet til folket selv og derefter lade de pædagogiske/psykologiske eksperter som de klogeste handle på folkets vegne.