De fem og Klostervængets Skole

Jeg har arbejdet på Klostervængets Skole i snart fire år og har for nylig deltaget i udviklingsprojektet »En velfungerende skole«. Konsulentfirmaets rapport er kontroversiel, men at gøre mob­ning til det centrale i skolens meget komplekse udvikling med skiftende og provisoriske ledelser er en forenkling og helt ude af proportion. Lærerne er enige om, at der skal arbejdes med det psykiske arbejdsmiljø, men en »administrativ flytning« af højt respekterede kolleger er ingen løsning snarere et nyt problem.

At flytte lærere, som stiller spørgsmål, som går i kritisk dialog, og som søger rationelle argumenter i forbindelse med skolens udviklingsplaner, er et tilbageslag for demokrati, ytringsfrihed og pæ­dagogisk udvikling.

Som konsulentfirma at påstå, at nogle lærere mobber andre, uden nogen form for dokumentation er stempling og en syndebukskabende metode.

Et konsulentfirma, som lover anonymitet, som lovpriser tillid og opfordrer til åbenhed, for derefter på baggrund af et kort bekendtskab at udpege ni navngivne medarbejdere som værende en hindring for virksomhedens udvikling, har overtrådt nogle klare etiske principper.

En forvaltning, der bruger disse udokumenterede konklusioner til administrativt at flytte fem medarbejdere, bygger sin beslutning på de selv samme uetiske principper.

En skoleledelse, som billiger konsulentfirmaets udpegning af fem af de ni navngivne medarbejdere og ikke kræver dokumentation eller går i dialog med de udpegede eller de øvrige ansatte, er den ikke medansvarlig for det tillidsbrud, som rapporten og arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø netop skulle have modvirket?

Ingen har spurgt skolens øvrige medarbejdere, om de deler konsulentfirmaets konklusion med hensyn til anklagerne mod de navngivne medarbejdere.

På Klostervængets Skole har ingen konkrete tilfælde af mob­ning været på dagsordenen, og på lærerværelset spørger vi må­bende hinanden, hvem der dog er blevet mobbet af hvem og med hvad. Vi kender de fem kolleger som hjælpsomme, engagerede, fagligt kompetente og kritiske mennesker.

Hvordan kan de nuværende medarbejdere føle sig trygge og i tillid indgå i åben dialog, hvis forvaltning og skoleledelse ikke er i overensstemmelse med skolens medarbejdere i vurderingen af denne sag?

Disse og en hel del flere spørgsmål er det væsentligt at få debatteret, hvis det at se frem ikke skal bygge på nutidens fejltagelser, og hvis problemerne ikke skal bæres med ind i fremtiden.

I den rummelige skole sendes for tiden et signal om, at alle skal tænke ens, rette sig ind eller holde deres tanker for sig selv. Den frie og åbne dialog er blevet en besværlig hindring for at nå fælles mål.

Denne type spørgsmål er det vigtigt at få debatteret, hvis Klostervængets Skoles fremtid skal bygge på frihed, demokrati, tillid og åbenhed.