Danskundervisning i fokus

Der er forfattere, der skriver sig ind i nutiden, og som derefter forsvinder, og så er der dem, der viser sig at holde. De bliver klassikere. Med tiden. Derfor er Bjarne Reuter ikke med i den kanon, som undervisningsministeren nu vil indføre for folkeskolen og gymnasiet, selv om han er populær hos både elever og lærere. Og derfor er Klaus Lynggaard heller ikke med, selv om han er den absolutte topscorer, når det gælder tekstopgivelser til folkeskolens afsluttende prøve i dansk.

Med professor Jørn Lund i spidsen har undervisningsministerens kanonudvalg afleveret en rapport, som foreslår, at alle, der vokser op i Danmark, skal stifte bekendtskab med folkeviser og 14 udvalgte forfattere fra Ludvig Holberg til Klaus Rifbjerg. Og udvalget anbefaler, at man i folkeskolen også arbejder med danske folkeeventyr og 12 forfattere mere fra Johan Herman Wessel til Ole Lund Kirkegaard.

Kanonrapporten er god. Der kan dansklærere hente masser af inspiration. Men den er også pæn og forsigtig. Udvalget har ikke villet støde og har prioriteret enighed. Til folkeskolen peger man på 26 store danske forfattere 23 mænd og tre kvinder. Karen Blixen skal præsenteres, mens Tove Ditlevsen og Cecil Bødker kun anbefales. Henrik Pontoppidan kanoniseres, mens Jeppe Aakjær anbefales.

Jørn Lund understreger, at udvalget ikke udtaler sig om metodevalg og pædagogik. Det er lærernes område. Helt i samme ånd gør undervisningsminister Ulla Tørnæs meget ud af, at det ikke er en litterær facitliste, hun præsenterer. Politikere skal ikke blande sig i valget af litteratur.

Det er meldinger, som det er værd at holde fast i, men de kan ikke skjule, at Ulla Tørnæs er blevet presset fra Dansk Folkeparti og De Konservative, så hun nu går ind for en forpligtende kanon, selv om hun for seks måneder siden udtrykkeligt bad om en »vejledende« liste. Skruen strammes. Igen.

Den litterære kanon er et nationalt projekt. Sådan er det tænkt, og sådan er resultatet. Det er op til lærerne at tænke europæisk, globalt og i andre kulturer. At den nære hverdag også trænger sig på i dansktimerne, ses tydeligt af en optælling af en række 9.-klassers opgivelser til den afsluttende prøve over fem år, som Folkeskolen har foretaget. Klassikere, som lærerne måtte have præsenteret i undervisningen, bliver i hvert fald ikke opgivet til den afsluttende prøve. Optællingslisten oser af forelskelse, sex og pubertetsbesværligheder. Mange opgivelser ligner mere oplæg til tema-diskussioner end stor litteratur. Bjarne Reuter har fire titler på toptyve, mens Klaus Lynggaard topper med »Martin og Victoria«. Tove Ditlevsen er på en sjette-plads med »Barndommens gade«, og den øverst placerede fra den nye kanonliste er Ludvig Holberg, der kommer ind som nummer 41. Hans »Jeppe på bjerget« optræder 38 gange på fem år, mens Lynggaards »Martin og Victoria« er med 1.157 gange.

Kanonrapporten kan forhåbentlig give en god debat gerne om udvalgets forfatterliste, men endnu bedre om, hvad der er vigtigst for en god danskundervisning.

-th

Kanonrapporten kan forhåbentlig give en god debat om, hvad der er vigtigst for en god danskundervisning