Danmarks Lærerhøjskole bør genetableres – den nuværende evidens- og empiriske uddannelsesforskning har spillet fallit

Danmarks Lærerhøjskoles nedlæggelse i 2000 har medført, at skolen og læreruddannelsen i dag er blevet indrulleret i en teoretisk cirkelkultur, lukket om sig selv og tilsyneladende helt blindt adlydende, de tidstypiske krav om kontant afregning med evidens og empiri.

Se dette indlæg om nedlæggelsen af Danmarks Lærerhøjskole, hvor der bl.a. udtales: »Til os fra den gamle lærerhøjskole, der forskede og underviste i folkeskolens fag og deres didaktik, oprettede rektor Institut for Curriculum. Instituttet blev somme tider kaldt 'elefantkirkegården', for det var rektors helt åbenlyse politik, at fagdidaktikken og skolefagene så vidt muligt skulle udfases«, fortalte lektor i dansk Mads Haugsted til folkeskolen.dk i 2013.” https://folkeskolen.dk/dpu-har-udfaset-skolefagene/

Man kan lydhørt føle sig kaldet af en, benævn det bare, etisk fordring om at svare den forskning på Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, og på UCC´erne, der tilsyneladende er løbet fuldstændig bardus ind i et utal af hamsterhjul med statistiske opregninger og talløse overfladiske interview-forskningsprojekter, for at få fondspenge og tid til, ja, til hvad egentlig? Og med hvilket formål?

Det er der vist ikke rigtig nogen, der helt klart véd mere. For selve formålet om demokrati, åndsfrihed og ligeværd er solgt til en industri, som snarere kan siges at være noget med statistisk at kunne indhente tilstrækkelig meget evidens i form af talløse evalueringer om og beviser for, hvad nogle tilfældigt udvalgte børn eller unge mon menes at kunne vide i nogle interviews om dette eller hint, for eksempel politik eller demokrati.

Læs med her, hvordan en uddannelsesforsker fra DPU annoncerer på LinkedIn ”Vi er fuld gang med et forskningsprojekt om 'unges politiske engagement i en ny politisk æra' (From Politics to Post-Politics). Projektet er bevilliget af Danmarks Frie Forskningsfond. Vi har brug for jeres hjælp, da vi mangler unge interviewpersoner fra hele DK. Kender I unge, som vil være med, eller folk, som arbejder med unge? Skriv eller ring til os!!! Vi søger interviewpersoner i to aldersgrupper: cirka 18-19årige og 26-27årige.”

Fondspolitikken er blevet en stor industri, hvor alt skal måles og vejes og kontrolleres, så der kan laves international benchmarking ved den akademiske styring, at forskerne skal publicere artikler i internationale fagfællebedømte tidsskrifter; der uddeles hvert år milliardbeløb, og uddannelse og pædagogik kan herved siges at være overgået til måle- styre- og kontrolindustrien.

Hvor meget forskning finansieres i dag af fonde? Det spørgsmål kunne være interessant at udforske med henblik på politisk at kunne tage stilling til, om det er rimeligt, at det nu er økonomisk fondstænkning, der skal styre dansk skole- og uddannelsespolitik.

Hvor blev gedigen teoretisk og praktisk udforskning af skole, undervisning og pædagogik af? Hvor blev tilliden til lærerne og deres forsknings- og videreuddannelsesarbejde af? Mener man virkelig, at antallet af internationalt fagfællebedømte artikler i hobetal kan dokumentere større indsigt og viden om lærer- og undervisningsarbejde?

Eller er det på tide, at åbne øjne og ører for, hvad nedlæggelsen af Danmarks Lærerhøjskole reelt har medført? Og så svare igen politisk?

Lyt for eksempel til Gitte Holten Ingerslev, der også var vidne til nedlæggelsen af DLH, der stod i et kritisk vadested i 1998, da hun blev ansat. I en kommentar på folkeskolen.dk skriver hun:

»En stor problematisk evaluering havde tydeliggjort, at der måtte ske ændringer på DLH, som siden 1950'erne havde været det store omdrejningspunkt for forskning og udviklingsarbejde og både uddannelse og efter- og videreuddannelse af folkeskolens lærere. Der var årskurser på hel- og deltid samt korte kurser for tusindvis af folkeskolelærere hvert år, og desuden var der kandidatuddannelser i næsten alle skolens fag kombineret med psykologi og pædagogik. I sammenhæng med DLH lå Danmarks Pædagogiske Bibliotek og Center for Børnelitteratur. Alt i alt en stor, blomstrende og i alt væsentligt velfungerende virksomhed, der nød international anerkendelse«.

Den af Gitte Holten Ingerslev omtalte evaluering havde blandt andet vist, at kun fem procent af artiklerne fra DLH-forskerne blev publiceret i internationale fagfællebedømte tidsskrifter. Det gjorde indtryk på den daværende SR-regering, der var rystet over, at Danmark i 1994 placerede sig i bunden af en international læsetest. Den pædagogiske forskning i Danmark måtte hurtigst muligt op på et internationalt niveau, mente regeringen og nedlagde DLH og oprettede DPU (og UCC´erne). »Det er visionen, at universitetet - gennem opbygning over en årrække - skal blive et internationalt førende universitet«, skrev politikerne således i bemærkningerne til lovforslaget om DPU i 2000.

Før Danmarks Lærerhøjskole blev nedlagt, behøvede man ikke, nærmest desperat, som DPU eller UCC ansat at annoncere efter ´unge interviewpersoner´. For man havde som lærer og som forsker i undervisning og pædagogik et stort erfarings- og praksisorienteret baggrundstæppe af indsigt, viden og kendskab til børn og unge.

Ikke kun som ´interviewpersoner´ men som børn og unge – som mennesker.

Det er som en dråbe, der kan få målings- dokumentations- og styringsbægeret til at flyde over, når en uddannelsesforsker må ty til et erhvervsorienteret socialt netværkssite som LinkedIn for at skaffe sig den praksisorienterede viden, som man som lærer tilegner sig dagligt i den undervisning som man tilrettelægger med demokrati, frihed og ligeværd – hvilket ikke sådan er til at veje, måle eller skrive et utal af fagfællebedømte artikler om.

Hvordan børn og unge engagerer sig, er rustede og i det hele taget hvad de har brug for af rammer og indhold – ja, det er sådan noget læreruddannelse og indsigt i pædagogik og undervisning tilvejebringer løbende.

Og det er ubeviseligt!