Curlingforældrene har fat i den lange ende!

Speltmødre og Tigermoms kæmper for deres afkom. De vil have at skolen skal tage særlige hensyn til deres unger. Helt særlige hensyn. Og helst hele tiden. Specialundervisning er udvidet fra at tælle et par børn med fagligt underskud, til at tælle samtlige diagnoser kongeriget har opsnappet. Inklusion betyder, at alle SKAL være der sammen. På den måde er alle børn blevet til noget særligt, uanset om de har en diagnose eller ej. Hvert barn er specielt, og skal have særlige forhold, tider eller skemaer.

Og så spørger jeg pludselig mig selv; hvad er der egentlig galt med at vores børn får de bedste vilkår hele tiden? Efter at have efterladt omsorg, tid og relationer i garderoben, på hylden med cykelhjelm og madpakke, går lærere og børn ind i skemaskolen. Hvad er der så tilbage til mit barn i den skole. Eller for de små i institutionerne?

Konkurrencesoldaterne er på vej. Vores børn er ikke børn med de særlige rettigheder, børn egentlig burde have. De har ingen værdi i sig selv. De er på vej gennem samfundsmaskinen for at blive spyttet ud i den anden ende, i målbare størrelser. Væk er mangfoldighed, glæde og uegennytte. Væk er barndommen.

Så tak til spelt og spejderliv for at holde fast i gamle dyder, selvom det i mange år var ukækt, nørdet eller selvoptaget. Lad det moderne modernisere moderniseringsstyrelsen og lad vores børn have en hverdag og en barndom fuld af tid til at være hundrede procent uegennyttige, dovne, legende, sjove og helt uden ansvar. Lad os sætte alle børn ind på førstepladsen.

Det første udefrakommende krav ethvert barn mærker er relationen. Det der udvikler alle børn (og voksne) er relationerne. Vi lærer intet uden en relation. Den Reformerte skole har fjernet relationerne og erstattet dem med søjlediagrammer. Søjlediagrammerne er designet i lukkede kontorer, uden relation til hverken skole eller virkelighed.

Og skulle nogen så få lyst til at hævde, at børn har godt af ansvar, eller af at lære at være en god ven, så er der ingenting der forhindrer dette. Tværtimod. Vi bliver mennesker ved at være sammen med mennesker. Vi bliver gode og omsorgsfulde mennesker ved at være sammen med gode og omsorgsfulde mennesker. Hvis vi husker, at vi er mennesker først, har historien vist os, at så bliver vi faktisk gode mennesker.

Den særlige danske model, med lighed, frihed og ansvar, kræver helt særlige voksne. Og dem har vi til fulde. Skolerne er fyldt med dem, hjemmene er fyldt med dem. De er blot blevet frataget den plads, de skulle udfolde sig på.

Nu hvor en samfundsbølge har oversvømmet alle de gode læresteder, tænkesteder og uddannelsessteder, bliver det meget tydeligt for mig, at vi må tage barndommen tilbage til vores børn, for ellers mister vi fremtiden.

Debatindlæg og illustration af Maud Margrethe Pedersen,medlem af Folkeskoleforældre.

—

Politiken havde egentlig takket ja til at bringe Mauds debatindlæg. Senere ombestemte de sig dog og mente, at hun modsiger sig selv i indlægget. Om det hænger sammen med, at hun bad om at få tilføjet en byline som “medlem af Folkeskoleforældre” eller de opdagede, at hun engang har arbejdet som lærer, står hen i det uvisse… Måske er det helt tilfældigt.