Coronaskolen - en gave i grimt papir

Av. Det er hjerteskærende godt beskrevet. Og Tobias er langt fra den eneste, der oplever sit skoleliv så hårdt og uoverskueligt. Det er ubærligt. Alt for mange børn bliver alt for sent tilbudt et alternativ - nogle må nøjes med “inklusion”.

Hvor er jeg glad for at jeg, qua mit job på specialskole, repræsenterer et af de gode alternativer. Hver dag har jeg mulighed for at lave en rolig, rar, struktureret og forudsigelig skoledag for nogle af de børn, der ikke kan være i den almindelige skoleramme. En skoledag tilpasset deres niveau og interesser.

Hvor er det ærgerligt, at skolerammen er blevet så lille og kantet og svær at trives i, for rigtig mange børn. Også dem uden diagnoser - tænkte jeg ofte inden Corona brød ud. Hvad er det rigtige at gøre? Og hvordan er det overhovedet muligt at gøre noget andet?

Så kom Coronaskoledagen med alle dens mindre enheder, bedre ressourcer fordi lærerne og pædagogernes timer pludselig ikke skulle strækkes over en hel dag fra 7-17, forudsigelige struktur, påbud om mere udeskole og kreativ undervisning. Samme lærer hele dagen, ingen klokker, der dikterer alle ud og ind på samme tid. Og pludselig kunne vi ånde igen. Pludselig blev folkeskolen inkluderende. Pludselig kunne flere være med.

Jeg håber vi tager alt det gode med fra coronaskolen, for her har vi faktisk genopdaget den gode skoledag. Her er afprøvet så mange alternative skoleformer, som vi simpelthen må tage ved lære af.

Det viser sig, at langt de fleste elever trives bedre i disse mindre enheder, med de samme voksne hele dagen, uden skoleklokker der ringer ind og ud på samme tid for alle. Afgrænsede legeområder, mere udeskole og bevægelse, færre afbrydelser, mere flow og fordybelse i ét emne/fag af gangen. Der praktiseres ved et trylleslag helheds- og procesorienteret skoledag.

Og det er ikke kun eleverne, der trives bedre i sådan en skoledag - det gør vi lærere også. Sygefraværet taler for sig selv. Aldrig før har der været så få sygemeldinger, blandt lærere og pædagoger, som nu - og vi skal endda blive hjemme, hvis vi mærker det mindste. Jeg tror det skyldes flere ting. Bedre hygiejne og rengøring - klart! Men det skyldes uden tvivl også en mindre stresset arbejdsdag, med færre skift og større fordybelse. Lærerne oplever at gå tilfredse hjem. Tilfredse, fordi undervisning og relationsarbejde lykkes - for det kan følges til dørs hver dag og samles op den næste. Og vi får lov til at fokusere på kerneopgaven; at lave god undervisning. Vi underviser det samme antal timer som før, men med færre skift og mere fordybelse. Lærerne kan bedre målrette og strukturere undervisningen, fordi de har den samme børnegruppe hele skoledagen. Konflikter kan tages i opløbet, og der kan arbejdes forebyggende i stedet for brandslukkende med sociale og relationelle problemstillinger. Vi går hjem, når vi har undervisningsfri - for det skal vi. Vi mødes med vores team over Teams, når det er nødvendigt - og ellers forbereder vi os hjemmefra, på det tidspunkt, der passer os bedst. Vi har fået fleksibiliteten tilbage i vores forberedelse. Og præsterer oveni købet bedre, for vi forbereder kun undervisning til sammenhængende dage for ét hold. Det betyder, at vi kan fordybe os - og det, oplever jeg, giver bedre sammenhæng, bedre undervisning, større ejerskab og ikke mindst større arbejdsglæde.

Børnene har simpelthen gladere lærere for tiden, bedre rammer, målrettet og sammenhængende undervisning og færre konflikter. Det må kunne mærkes på trivslen - og inklusionsopgaven har fået realistiske vilkår. Folkeskolen ligner pludselig specialskolen til forveksling.

Jeg tror en fremtidens skole bygget på de gode praksiserfaringer, som vi har gjort os i denne Coronakrise. Vi har set, hvor hurtigt, vi kan omstille os, når vi sætter alle sejl ind.

Og vi har pligt til at tabe færre børn, som Tobias, ned mellem fartstriberne. Vi har pligt til at lære af vores fejl og rette op på dem.https://skoleborn.dk/hvorfor-kan-jeg-ikke-bare-vaere-ligesom-de-andre-boern/