Bristede illusioner

»Hans forlængsler var ikke bleven gjort til Skamme, de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en ...«. Således ræsonnerer salig Mikkel Thøgersen over egne uindfriede drømme i Johannes V. Jensens »Kongens Fald«. Bristede illusioner er også, hvad mange nyuddannede lærere må sande efter kort tid i den praktiske virkelighed. Krævende forældre, uendelige møder og et elevgrundlag med stærkt divergerende faglige og sociale forudsætninger.

Til juni udklækkes endnu et kuld flyvefærdige lærere, der­iblandt undertegnede. De måske egnede medbringer en diffus bagage. En ballast fuld af teori, men fattig på værdifulde praktiske erfaringer.

Hele fire linjefag og et sammensurium af tillægsfag. Dette på bare fire år suppleret med korte praktikophold. Hvilke overskudsmennesker der vælter ud fra seminarierne denne sommer - ja, i teorien. Netop dette ord - teori - er i overvejende og skævvridende grad det bærende princip i læreruddannelsen. Nævn Bourdieu, Habermas, Luhmann eller Giddens for en lærerstuderende, og vedkommende rabler løs om systemteori, habitus, livsverden, dis­embedding, aftraditionalisering. Nævn derpå forældresamtaler, forældrebreve, indberetningspligt, stress, elevplaner, mødekvalme, Tourette. Mangen en studerende vil da blive forbavsende tavse, idet det nu drejer som om fagets andet ben, det praktiske håndværk. For nu at være tro mod min egen lærergeneration vil jeg tydeliggøre med Pierre Bourdieus skelnen mellem det symbolske mesterskab og det praktiske mesterskab. Det sidste er en distræt størrelse i aktuel læreruddannelse. Den nye læreruddannelse træder i kraft august 2007. Linjefagene er reduceret til to eller tre, men praktikken er der ikke ændret radikalt ved. Praktikken mangler de lange stræk på halve eller hele år i løbet af uddannelsen, inspireret af pædagoguddannelsens struktur. Det vil give de kommende lærere et langt mere realistisk forhold til den verden, de skal ud at virke i, og samtidig kvalificere det teoretiske arbejde på seminariet. Men det kræver først og fremmest økonomiske midler, og det kan betvivles, om den brede politiske vilje er til stede? Jensen får lov at slutte: »Der var dog god Tid til Daarskab endnu ...«.