Børn har brug for inspiration ikke mål

Vi fik til opgave, at indsamle materialer i skoven, som vi senere kunne bruge til en konstruktion. I en lysning i skoven, gik vi igang med at bygge. Lynhurtigt fik vi skabt et fantasidyr på høje ben med store klør. Det var mest de voksne der konstruerede og byggede. Der blev sagt pas på, og nej sådan her. Alle var nogenlunde tilfredse, men ikke specielt stolte. Da det efterfølgende var tid til fri leg, kastede børnene sig pludselig på eget initiativ ud i at skabe nye konstruktioner. 8-10 børn samarbejde helt uden voksenindblanding om at skabe en kæmpestor og langt flottere konstruktion. Der var ingen diskussioner eller tegn på uvenskab. Til gengæld var der massevis af grin, optagethed, fordybelse, samarbejde og bevægelse.

Hvis de voksne ikke i første omgang havde vist vejen, tvivler jeg stærkt på, at børnene på eget initiativ var gået igang med at bygge en smuk grenhule. De blev afgjort inspireret. Men det var da de selv tog fat, de selv skabte noget i samarbejde, at de virkelig kom i 'zonen', i 'flov', i læring, eller hvad vi nu vil kalde det.

Som voksne skal vi inspirere, viser måder og metoder, og så skal vi træde et skridt tilbage, og lade børnene være. Så sker der smukke ting.