Body crops eller ej

Omsorgen for, hvad der er rigtigt og forkert i folkeskolen svigter aldrig. Når der er store uløste problemer i verden som klimaforandringer, global fattigdom og endnu en tragisk flygtningekrise sker det ofte, at opinionen i stedet kigger indad. Her får man ofte øje på folkeskolen.

Tilsyneladende er det vigtigste uløste spørgsmål i denne uge, om piger har ret til at gå med body crops i folkeskolen, hvorved navlen og en betragtelig del af maveskindet bliver synlig for folk og fæ, hvorefter angiveligt drengene får uterlige tanker, hvorved der opstår et læringstab og krænkende bemærkninger fylder klasserummet.

Kendisser udstiller sig på sociale medier i body crops til støtte for alle pigers ret til at klæde sig som de vil, og forbløffende mange, som slet ikke har skolesøgende børn melder sig ind i kampen for body crops i folkeskolen.

Tænk nu, hvis det var undertegnede, som på alle måder er en privilegie-blind, beigefarvet mand i den forkerte ende af aldersspektret, som pludselig insisterede på, at jeg havde ret til at blotte min svulmende bug under en stumpet gammel Roskilde Festival 1987 t-shirt, imens jeg lavede work shop i engelske idioms for 7. klasse? Det ville nok skabe en del opstandelse og forargelse, uanset hvor meget jeg påberåbte mig resten til at være mig selv.

Body crops dukker op igen i folkeskolen efter et par års pause. Mode kører i cirkler. Denne gang dukker det op i de sociale mediers tidsalder. Desværre synes jeg, at debatten er forfejlet, og alt for mange væsentlige nuancer forsvinder, fordi debatørerne åbenlyst ikke kender folkeskolen.

Vi ved, at kropsidealer presser mange teenagerpiger med annoreksi, overspisning, overtræning, angst og depression som symptomer på nogle teenagepigers forgæves forsøg på at være perfekte. Min erfaring med udskolingselever er, at præ-teenagedrenge og teenagedrenge ofte udviser seksualiserende ordbrug og adfærd i skolen eller på de sociale medier. Målt på antal episoder i min hverdag er det et større problem end fx racime. Der er stor kompleksitet og paradokser på spil, og normer kan være forskellige regionalt.

Folkeskolen fungerer bare ikke som værdipolitisk kampzone.

Det er skøre tid, vi lever i. En del af mig elsker dramaet. Resten af mig sender en bøn til gud om at den guddommelige orlov snart må være overstået, at højere magter vil give menneskeheden en hjælpede hånd med at leve i fred med hinanden.

I mellemtiden kæmper jeg sammen med mine kolleger og forældre for, at klasserummet kan blive et trygt rum for ALLE elever - body crops eller ej.