Bodegasnak

Hvis Lars Løkke Rasmussen virkelig mener, at der skal bruges flere penge på specialundervisning, har hver tredje lærer nogle oplagte kunder. I deres klasser går elever, som i dag ikke får den støtte, som de har retskrav på, idet de allerede er visiteret til den (Scharling Research 2007). Men statsministeren er tydeligvis mere optaget af at hjælpe dem, der »har en særlig kompetence, så de kan blive endnu bedre«. En skov af spørgsmål rejser sig.

Hvad er »særlige kompetencer«? Er det alle talenter, det være sig for eksempel musik, fodbold eller billedkunst? Eller er det kun nogle få, udvalgte talenter, som anses for særligt værdifulde for samfundet? I så fald udvalgt af hvem? Hvilke talenter peger de på? Hvorfor netop dem? Hvor stort skal et talent være, før det anses for støtteberettiget? Hvem skal vurdere, om et talent skal udløse støtte? Ud fra hvilke kriterier?

Hvad med elever, der skønnes ikke at have »særlige kompetencer«? Skal de betale hele gildet? Har de ikke også krav på den bedste undervisning? Og når så alle elever skal have specialundervisning inden for den gældende økonomiske ramme, kan man så overhovedet tale om specialundervisning mere? Er specialundervisning så ikke blevet til normalundervisning og dermed i realiteten afskaffet?

Sidst, men ikke mindst: Hvis de dygtigste elever tages ud af klassen, hvad er det så for et signal, man sender til dem, der bliver tilbage i de »rummelige« klasser? Kun de bedste får lov til at slippe ud! Hvilken fremtid har en skole, der marginaliserer de bedste elever?

Specialundervisning skal forbeholdes elever i alvorlige vanskeligheder. Lars Løkkes opsigtsvækkende debut som skoletænker er uforpligtende bodegasnak, intet andet.