Håndtegneren Palle Bregnhøi er død. I familiens dødsannonce står at "den lille nisse er rejst - Tidens fylde var moden til at blive plukket", mens hans egne ord afrunder: "FARVEL OG TAK til familie, venner og kærester for det vidunderlige liv I gav mig. Kærlig hilsen og på gensyn Palle Bregnhøi".
Ordene antyder et ganske fint portræt af den mand som sammen med blandt andre Svend Otto S. og Ib Spang Olsen kom til at tegne kvaliteten af dansk realstisk børnebogsillustrationskunst i den sidste tredjedel af forrige århundrede.
Palle Bregnhøi funderede af og til over, hvorfor hans illustrationer kom til at se ud som de gør. Østeuropæerne, sydeuropæerne og tyskerne er så dygtige, og han beundrede dem. Men ved at betragte deres billeder, blev han klar over at han selv tegnede i en dansk tradition.
I hans billeder finder man en leg med kontraster, en smittende livsglæde, en humor og en sjælden farvepalet.
Efter min smag er to af hans stærkeste værker begået til tekster af forfatteren Nils Hartmann.
I Børnenes Danmarkshistorie har Palle Bregnhøi illustreret det afsnit der handler om perioden fra reformationen til landboreformerne. Her kan illustratoren folde sig ud med billeder der viser hans omhu med grundig research, men også hans lunefulde leg med tråde til i dag. Således har Corfitz Ulfeldt umiskendelig lighed med Mogens Lykketoft der flygter med statskassen og vistnok en kvindelig MF'er, mens Ansgar fremtoner som Johannes Møllehave, så vi aner at vi blev besnakket til en reformation. Det er gedigen, herlig og sanselig historieformidling.
I Fatimas hånd som blev lavet til UNICEF for at give et indblik i hvordan der arbejdes i helt almindelige koranskoler på landet, er illustrationerne lette, forunderlige og informative, både i gengivelsen af det simple dagligliv og i formidlingen af den uhyggelige, indlagte historie om ulven, fåret og Fatima. Denne bog viser Palle Bregnhøis helt unikke forhold til farven blå: Fra hans palet kan man male varme i blåt.
Med hans død får strofen "jeg vil male himlen blå" en helt ny toning.
Den lille nisse, Palle Bregnhøi, er rejst. Men han lod en masse herlige frugter fra sit liv blive tilbage på skole- og børnebiblioteket. Skynd jer derhen med eleverne og pluk dem, så de kan få glød i deres brune og blå øjne og fornemme hvad det vil sige at være dansk, når det er bedst.
Blåt at varme sig på
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.