Berøringsangste lærere

Min faglige oplæg i dag er ikke specielt møntet på et bestemt fag. Men mere generelt i forhold til, hvor gode eller dårlige vi som lærere er til at være sparringskollegaer for hinanden.

Måske står man nogle gange i undervisningssituationer sammen, hvor det kan være svært at tale med din kollega om opfølgning på timen, og hvordan undervisningen har virket på eleverne. I når ikke at få talt sammen om det væsentlige, da I begge har brug for en pause, og sådan tager den ene uge den anden uge med sig. Og når du så mødes med din kollega, så når I kun lige at tale om, hvad I skal nå til næste gang. Og så måske en dag til en MUS samtale sidder du og beklager dig over din kollega til din afdelingsleder. Og hvad så? Det er sådan set underligt, at der bruges så enorme ressourcer på, hvordan vi skal være gode til at evaluere og give feedback til eleverne, og så har mange lærere generelt svært ved at udvikle deres praksis sammen. Det er selvfølgelig vigtigt, at der på skolerne er nogle ledere, som opmuntrer kollegaerne til at undersøge feltet selv. Det kræver, at der er en grundlæggende åbenhed og nysgerrighed til at se på sin egen praksis og tilpasse den løbende til den pågældende elevgruppen. Det er ledelsens ansvar at opfordre til dette, og få lærerne opkvalificeret til at samarbejde mere professionelt.