Både forældre og kolleger mobber

Jeg har hørt, at der ved besættelse af embedet som biskop i folkekirken lægges vægt på, at kandidaterne ud over de nødvendige faglige kvalifikationer besidder egenskaber som rummelighed og rimelighed.

Der er næppe tvivl om, at samme egenskaber spiller en afgørende rolle for, hvordan andre stillinger og funktioner i vort samfund bestrides, og der er desværre næppe heller tvivl om, at man i disse år kan opleve mange situationer i dagligdagen, som kunne være forløbet langt heldigere, hvis den fornødne rummelighed og rimelighed havde været til stede.

For tiden prøver myndighederne ved hjælp af besværgelser at formå arbejdsmarkedets parter til at skabe 'det rummelige arbejdsmarked'. Sociale kapitler i overenskomster og aftaler tvinger parterne til at ofre dyr arbejdstid på ved hjælp af lokale forhandlingsforløb at udfylde de vedtagne rammeaftaler - alt sammen ud fra politiske ønsker om at ændre befolkningens holdninger i retning af at holde ud lidt længere i arbejdslivet, end det hidtil har været anset for ønskeligt eller muligt.

Jeg kender bedst det offentlige arbejdsmarked og er slået af forundring over de kræfter, der kastes ind på disse områder, så længe det drejer sig om at formulere sig i ord. Der bruges uanede ressourcer i form af timeløn til møder i samarbejdsorganisation med videre. Men når det kommer til handlingerne, som skal følge op på de smukke ord, strander alt for meget på manglende rummelighed og rimelighed på såvel ledelses- som kolleganiveau.

Hvor er rummeligheden og rimeligheden over for den i øvrigt fagligt kvalificerede kollega, som ønsker at trappe ned via seniorpolitikken? Hvor er den over for den kollega, som tøver med at give op over for psykisk vantrivsel? Hvor er den over for den hørehæmmede kollega, som kræver lidt specielle hensyn ved arbejdstilrettelæggelsen?

Alt for ofte isoleres den enkelte i sådanne tilfælde og sidder med sine ønsker, overvejelser og tvivl som helt privat beskæftigelse. Man kan faktisk drukne i personlige arbejdsmiljøproblemer midt i det rummelige arbejdsmarked, hvis man - forskyldt eller (oftest) uforskyldt - får behov for at bruge en af de smukke politikker på sin egen livssituation!

'UdviklingsCenter for beskæftigelse på særlige vilkår' taler om disse forhold på følgende måde (i pjecen 'Nøgle til det rummelige arbejdsmarked'): 'At skabe et rummeligt arbejdsmarked er en opgave for os alle. Alle mennesker har krav på en plads på arbejdsmarkedet - en plads, som passer til de ressourcer hver enkelt har. Der er derfor brug for en særlig indsats for at forebygge, at mennesker udstødes af arbejdsmarkedet, og der er brug for en indsats for at de, som allerede er stødt ud, får en chance for at vende tilbage'.

På mange offentlige arbejdspladser kan man opleve, at der trods de erklærede hensigter ikke er overskud til at føre visionerne frem til praksis. Folkeskolerne er desværre ingen undtagelse. Der er ikke længere plads til den blot en lille smule anderledes lærer. Forældre reagerer omgående over for den personlighed, som skiller sig en smule ud fra dansk normal, det være sig fysisk, psykisk, aldersmæssigt eller i privat levevis. Og hvad værre er: vi ser bekymrende tendenser til, at kollegers rummelighed også er væk. Mobning og menneskelig isolation er ikke ukendte fænomener på lærerværelserne. Hvordan forholder det sig med rummeligheden og rimeligheden på ledelsesplan på arbejdspladsen og i forvaltningerne? Altså når de for alvor skal bruges og ikke blot demonstreres.

Det er påfaldende, at vi er nødt til at tale så meget om disse begreber, samtidig med at vi i praksis bliver dårligere og dårligere til at håndtere dem. Måske er der slet ikke grund til at opretholde en folkeskole, hvis vi i praksis endeligt har opgivet at have et skolesystem, hvor folkets børn træffer hinanden i broget mangfoldighed? Og hvor lærere i alle aldre og med alle mulige menneskelige livsbetingelser i frodig vekselvirkning sørger for at nære den opvoksende generations rummelighed?

Lærer og konsulent for Sydfyns Lærerkreds