At tænke med hænderne

Overskriften på mit indlæg er er lånt fra en artikel i Weekendavisen den 4.maj 2016. Artiklen omhandler den hollandske kunstner og forfatter Edmund de Waal, og den underbygger nogle grundlæggende tanker, jeg har om de udfordringer billedkunstfaget står med.Edmund de Waal udrykker bekymring over, at mange mennesker mangler erfaring i at aflæse ting med både hoved og hænder. De sidste blot 10 års udvikling på det digitale område har medført, at mange oplever verden gennem en iPad eller smartphone, og det kræver kun et simpelt bevægelsesmønster, som fører os væk fra en fysisk forståelse af verden. Vi bliver fremmedgjorte over for den elementære forbindelse med vores omgivelser via vores hænder og kroppe.

At tænke med hænderne er en form for ordløs tænkning, som vi udfolder, når vi har lært en teknik og som en selvfølge anvender den. Det er – i min optik - netop målet i med arbejdet i billedkunstfaget. Men det et kræver tid. Tid til at høste erfaringer gennem mange eksperimenter med materialer og teknikker. Tid til fordybelse, grundighed og gentagelser, så man opnår så meget erfaring med et materiale eller en proces, at det lagres i kroppen.

Billedkunstfagets udtryksmuligheder ønskes ofte i spil i forskellige sammenhænge som fx tværsuger, emnedage, entreprenante forløb og projektopgaver, men det kræver et grundigt kendskab til arbejdsprocesser, materialer og teknikker, for at erfaringerne kan bruges på en meningsfuld måde. Og der skal afsætte tid til arbejdet. Hvordan kan det nås med det begrænsede timetal, faget er tildelt? Og når undervisningen i faget desuden slutter efter 5. klasse, er det minmalt, hvilke yderligere erfaringer eleverne kan hente i praksis, med mindre skolen tilbyder valgfag i billedkunst, eller eleverne går på en billedskole i fritiden.

Hvordan kan folkeskolen blive bedre på dette område?