At halse efter nuet

For en 14 dages tid siden afholdt Louisiana i Humlebæk et af sine tankevækkende Live-arrangementer om Magtens billeder, billedernes magt. Chefredaktøren fra TV2 News, Mette Østergaard, Politikens fotochef Thomas Borberg og Michael Ulveman, der engang var spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, udgjorde det kyndige panel under ledelse af en formidabel ordstyrer Marc-Christoph Wagner.

Det var et berigende aften i vidende, engagarede og dedikerede mennesker selskab.

MEN PLUDSELIG SKETE DER NOGET I MIT HOVED.

Panelet havde diskuteret det billede af den druknede Aylan, som rykkede ved folkestemningen. Var det ikonisk eller alene stærkt i konteksten? I forlængelse vistes billedet af "spyttemanden" og billedet af betjenten der sidder på motorvejen og leger borte-borte-tit-tit med en lille flygtningepige. Michael Ulveman konstaterede underfundigt, at sidstnævnte billede havde virket stærkere i Libanon end Støjbergs annonce.

Så fortsatte samtalen i panelet - om noget andet. Men jeg fik udfald; mine øjne flakkede rundt mellem de tre billeder, og med ét sagde det inde i mit hoved, at hvis Ulvemans sjove bemærkning stod til troende, så havde vi nok været ramt af lille Aylan i vandkanten, men stemningen var skiftet, så et flertal tilsyneladende ønskede ansigterne på spyttemanden og betjenten byttet rundt, så vi kunne lukke øjnene for katastrofen og spytte på dem der ville hertil. Så var vi igen på bølgelængde med Støjbergs annonce.

Jeg stillede derfor det spørgsmål, om ikke nyhedsmediernes svaghed er, at de hele tiden søger nyheden frem for sammenhængen. Vi bliver igen og igen ramt på følelserne, men disse følelser bliver tilsyneladende ikke omformet til refleksioner; konstant rammer nye nyheder vores øjne - og det giver dels følelsesflimmer og dels mulighed for at reagere kontekstløst i det politiske system. Mette Østergaard anerkendte ikke præmisserne for mit spørgsmål - og så var tiden rindet ud. Heldigvis, for så kunne jeg jo tumle videre med mine tanker. Og jeg kom den gamle svenske litterat Bengt Nerman i hu - han forlod sit job på journalistuddannelsen, fordi man dyrkede det, der kunne sælge, sensationen, frem for det der legitimerede pressens magt, sandheden.

Det må være en central del af det vi kalder digital dannelse at give nuets billeder en historie og dermed en fremtid. Medierne bringer nuets billeder for at sælge deres produkter, blandt andet. De sælger følelser og får magt i forhold til magten. I skolen underviser vi for at sætte kritisk lup og perspektiv på disse billeder for at undgå at blive drevet rundt i både mediemagtens og den politiske magts maneger.

Vi må ikke flygte fra, at skolen er modmagtens arnested og dermed demokratiets første byggesten.

Tak til Louisiana for et eminent arrangement - og for at teknikeren blundede, så billederne blev stående.