At håndtere det uforløste

Astrid Krieger Steen spørger mig i »Håber Danny lærte noget« (Folkeskolen nummer 4): Hvad gør man, når man ikke kan skærme de normale børn mod verbale og fysiske overgreb fra andre børn?

Det spørger hun om på baggrund af min Von Schlendrian-klumme for nylig, hvor jeg fortæller om Danny, som jeg bestemte skulle fredes en tid af de andre elever, selv om han forulempede dem med sit ordskryderi. Danny var nemlig selv forulempet i en sådan grad, at han ikke følte, der var nogen, »som ville have ham«, som han sagde.

Allerførst må jeg pointere, at overskriften for klummen var »Magten i klasserummet«. Det var det, den handlede om. Læreren må påtage sig magten i klasserummet, fordi den bliver snuppet af andre mere ubefæstede sjæle end læreren, hvis den flyder, og kun læreren er uddannet i magtetik og psykologi. Læreren må påtage sig autoriteten.

Jeg deler Astrid Krieger Steens overvejelser om »den rummelige skole« og de stærke dilemmaer, det kan sætte læreren i, når han ikke i tilstrækkelig grad kan »skærme de såkaldte normale børn mod verbale og fysiske overgreb fra andre børn«, og hvad »det betyder på langt sigt for alle de velfungerende børn«. Ingen kender svaret på det sidstnævnte. Men rummelighedens grænser er en sag om politik, hvilket ikke betyder, at lærerne skal blande sig udenom. En lærer i folkeskolen må dog også forsøge at rumme frustrationen over alt det, der ikke er godt nok. Læreren må kunne håndtere det uforløste, mangfoldigheden og det ufuldkomne, hvis Danny og hans klassekammerater skal lære noget.