At gøre hinanden gode!

Selvom man er idrætslærer, kan man godt møde ind til et kompetenceløft-kursus med tanken om ”Synes de andre mon ikke jeg er helt vildt dårlig til boldspil” – eller ”Jeg blive da totalt til grin, når vi skal danse”.

Sådan ved vi jo, at rigtig mange elever også har det – derfor var det meget befriende at opleve, at det på mange områder i idrætsundervisningen også handler om, at man skal gøre hinanden gode – og at alle kan bidrage med noget i det idrætslige praksisfællesskab, uanset hvilke kropslige kompetencer man kommer med. Vi har talt om at der er – og skal være – en forskel på foreningsidræt og den idrætsundervisning, som eleverne møder i folkeskolen. Vi har et andet og langt bredere ”udvalg” af elever, som vi skal tilgodese, og det gælder som udgangspunkt ikke om at være bedst til alting, men at kunne fungere i et fællesskab med andre elever – og netop at gøre hinanden gode. Når man gør hinanden god, har man som elev et ansvar for at få den pågældende aktivitet til at lykkes og være en god oplevelse på trods af eventuelle forskelle i fysisk/teknisk kunnen. Konkurrenceelementet skal stadigt være en naturlig del af undervisningen, men man har som lærer – som i alle andre fag – en forpligtelse til gennem sin undervisning at kunne favne alle elever, så ingen føler sig som statister i undervisningen, mens de dygtige bare kører derudaf.

Som lærere kører vi hjem fra kurset med en fornemmelse af at have været en vigtig del af et fællesskab uanset om man spiller bold på landsholdsniveau eller ej 😉 - og denne følelse vil vi rigtig gerne have udbredt i vores undervisning også.