At falde er at fejle

Af Victoria Fusager og Julie Schødt

I vores perfekte verden er det middelmådige ikke acceptabelt. Derfor skal der performes på alle arenaer i livet. Vi har en tendens til at køre langt over fartgrænsen, der jo i vores øjne, ikke længere eksisterer. Det er i ungdomslivet, at vi bevæger os ud på livets landevej med rygsækken pakket med forventninger og krav, som samfund, omgangskreds - og først og fremmest vi selv har proppet ned i tasken. Foden er plantet solidt på speederen.

Lige fra vi bliver født, har mor idéen om lyserøde kjoler, Barbie og prinsesser. Far vil derimod gerne præge med den sport, han nu selv er glad for. Listen af krav påbegyndes. Ærmerne skal smøres op, vi skal præstere gennem sved og tårer. For det er hårdt at kæmpe, når vi er indstillet på hele tiden at skulle være bedst - og derefter bedre i vores stræben efter ideen om det perfekte. Vi fokuserer hele tiden på andres succeser, selvom det blot kan være en facade. Det handler ikke længere om, hvad vi vil, men hvad vi skal. Vi skal have det højeste snit i skolen, kunne navigere på de sociale medier, være den bedste til fritidsinteresser,have det ønskede kropsidealog være blandt de populære. Før eller siden vil vi ramme toppen, som jo også kan kaldes bunden, hvor vi ikke længere kan gøre mere.

Nogle gange kan vi smide alt fra os, imens vi falder til jorden, og ikke er i stand til at holde tårerne tilbage. Andre gange holder vi angsten inde, da vi skal kæmpe videre. Vi må ikke falde, for så fejler vi, og fejl indgår ikke længere i præstationssamfundet. Derfor er slaget endnu hårdere, når vi erfarer, at vi blot er mennesker, og det er menneskeligt at fejle.

Vi har altid fået at vide at vi kan alt, hvis bare vi vil det nok, men at stoppe op kan give os nye briller på livet. Vi får måske ikke 12-tallet, vi drømmer om, eller lige så mange likes, som vi håber på. Måske kan vi på den måde også skabe plads til at værdsætte både det middelmådige, uperfekte og de små glæder i livet. Så når vi lige nu sidder her i skolen, kæmper videre med den klumme, alle har høje forventninger til. Er det så ikke okay, at den ikke er perfekt, hvis bare vi gør vores bedste?