At få set sig selv i andres spejl

Arbejdet i Nordisk Råds prisudvalg for børne- og ungdomslitteratur har som en af sine sideeffekter, at man får lejlighed til at spejle sig i andre nordiske opfattelser af, hvordan verden ser ud. Et af de aspekter, der har sat mange tanker i gang, er oplevelsen af de forskelle, der er imellem sprogområder, der har en litterær skrifttradition, og dem, der har en mundtlig fortælletradition. Disse forskelle falder også sammen med og nuanceres af nogle politisk-kulturelle forhold, idet de mundtlige fortælletraditioner hører til, hvor en undertrykkelse også har fundet sted.

Det er selvfølgelig kun relativt få samiske og grønlandske bøger, jeg kender, men det forekommer mig, at netop oplevelsen af at være minoritet spiller ind på fortællingen, så den griber fat i historien og traditionen. Hvis man sammenligner med vores bedste fantasy, fx. Lene Kaaberbøls Skammer- eller Vildheksebøger, så er det slående, at der er mange ligheder, men at fantasyfortællingerne peger fremad, men minoritetsprogsfortællingerne synes at kæmpe for at bevidstgøre om traditionen.

Omvendt synes andre tidligere "kolonier", som har haft et skriftsprog, en litterær tradition og en vedligeholdelse, som man kan misunder dem, via Heinesen og Laxness, at være de mest læsende og litteraturforbrugende i Norden.

Jeg er som følge af disse brudflader kommet til at tænke på den interssante argumentation, som Agi Csonka fremfører i sin bog Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Her fortæller hun om, hvordan de, der begår sig fint i systemet, er vokset op i hjem, hvor samtalen og argumentationen er en del af samværet, mens de, der som hun, er vokset op i hjem uden uddannelsetraditioner, hvor samværet bestod af "kommandoer" føler sig fremmede i forhold til uddannelsessystemets majoritetskultur.

Vi kan nok gennem registreringsark finde ud af, at nogle børn møder op i skolen med et begrændet ordforråd. Men at sende dem ud på enkeltordsmissioner, sig ordet og udpeg det på et billede, er at fastholde dem i den uddannelsesminoritetskultur, der har begrænset deres sprog - netop gennem brugen af isolerede "kommandoer" og fragmentarisk sprog.

Når det er argumentation, der gør forskellen, så bør de møde samtalen og ikke de afhakkelige enkeltord fra registreringsarket, selv om det måske vil koste lidt flere ansatte i skolen og et par mindre hos de konsulentfirmaer, man nu køber arkene af.