At du gider!

Det sidste 1,5 år har jeg stået i spidsen for VIA De studerendes råd, som er den samlende studenterpolitiske organisation for alle 18000+ studerende i VIA. Jeg har slidt og slæbt. Jeg har hygget og grint. Jeg har råbt af prorektor. Jeg er blevet rød i knotten af frustration på flere bestyrelsesmøder. Jeg har fået klap på skulderen. Jeg har fået rosende ord med på vejen af mennesker, jeg virkelig respekterer. Jeg har været ved at revne af stolthed over succeserne. Ja.. det har fyldt. Meget.

I dag udbrød min læsemakker: ”Jeg fatter ikke, du gider bruge tiden på det.” Jeg kan virkelig godt forstå udbruddet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke selv har tænkt det. Flere gange. Hvorfor gør jeg det egentlig? Hvorfor slapper jeg ikke bare af og bruger de der 20 timers tid om ugen, som i bund og grund ville give mig et bevis på, at jeg kan være lærer? Eller i det mindste - bare fokuserer på min egen uddannelse?

Fordi jeg er ikke nok! Der skal et vi til for at løfte opgaven i folkeskolen. Det er ikke nok, at jeg bliver en god lærer. Der skal også være gode lærere på naboskolen. Der skal være gode lærere i hele landet. Det fortjener vores børn altså. Og det skal ikke være et tilfælde om børnene får en god eller dårlig lærer. De skal alle have en lærer, der har dem på sinde. En lærer, der er relationskompetent og som kan holde den faglige fane højt i pressede situationer. Læreruddannelsen skal ikke ”bare” være et bevis i sidste ende. Det skal være en periode i ens lærerliv, hvor man udvikler sin person og faglige identitet. Man skal presses, man skal kunne give og modtage kritik af kollegaer/medstuderende, man skal kunne give vejledning, man skal kunne se ud over sin egen næstetip, man skal kunne lytte og stille nysgerrige spørgsmål. Man skal opbygge en teoretisk og praktisk funderet ballast og nysgerrighed, der værner én mod at ende som ubevidst inkompetent. Vigtigheden af uddannelsen skal være klar og motivere.

Derfor bruger jeg tiden på det studenterpolitiske arbejde. Jeg har fået foden idenfor. Mine idéer og ambitioner er blevet hørt, og nu giver jeg ikke slip, før der sker noget. Altså rigtigt! Om det er i VIA De studerende råd eller som ”almindelig” studerende, ved jeg ikke. Men jeg vil bruge tid på det. For det gør en forskel. For mig, mine medstuderende og forhåbentlig i sidste ende for dem, der er kernen i det hele: børnene.