As good as it gets

Det samme tænker man, når man læser om 2. klasse i Ballerup. For beretningen handler om en klasse, hvor meget af det, man siger, der skal til for at gennemføre god inklusion, faktisk er gennemført. Men man må ikke håbe, at resultatet er så godt, som det bliver!

I november afleverede en gruppe forskere den tredje rapport om, hvordan det går med inklusion i Danmark. Her kunne man blandt andet læse, at det kun var tre ud af de undersøgte 12 kommuner, som havde øremærket penge til støtte til at inkludere i almenklassen - og at tallet var faldet i løbet af de tre år, forskerne havde fulgt kommunerne. Der blev ganske vist bevilget penge, men samtidig blev der skåret ned - og ude i klasserne kunne lærerne i hvert fald ikke få øje på ekstra midler.

Fortællingen fra Ballerup kunne være et billede på, hvordan inklusion vil komme til at foregå fremover - i de gode kommuner, hvor man faktisk gør det rigtige. Undtagen noget, som koster penge.

Alle elever er inkluderet fra starten af skolen, og det betyder, at der i udgangspunktet ikke er midler, som kan sendes med nogle af børnene. Først skal problemerne opdages.

»Mantraet her i kommunen er: Barnet skal gå her, og vi skal ikke drømme om at få støtte«, fortæller lærerne.

For at skabe den nødvendige struktur kører lærerne hverdagen efter model fra specialundervisningen, hvor alt foregår på samme måde hver gang. Det har taget et år at skaffe hjælp til en elev, som råbte op og smurte lort ud over væggene i klasselokalet.

Lærerne forsøger at holde modet oppe:

»Når vi bliver frustrerede, tænker vi på, at det er meget bedre i år end sidste år. Dengang kom eleverne simpelt hen ikke ind fra frikvarter, før vi hentede dem«.

Nu er det lykkedes at skaffe nogenlunde ro, og ingen kommer til skade. Men der er slet ikke tid til at gøre den faglige indsats, som eleverne har brug for - eller undervise klassen samlet. Der er 26 elever til en enkelt lærer, og lærerne må erkende, at eleverne nok ikke lærer så meget.

Selv nok så meget kompetenceudvikling og klasseledelse kan desværre ikke forvandle en enkelt lærer til en allestedsnærværende blæksprutte, som arbejder med hver enkelt elev.

Alle kan se ideen i inklusion, men den ilde hørte sandhed er, at det kræver noget ekstra. Politikerne må erkende, at det vil sluge en god del af de penge, der ellers ville være brugt på specialundervisning! Der skal simpelthen bevilges øremærkede hænder i klassen!

Ellers taber vi både de inkluderede elever, de øvrige elever og folkeskolen. Det har vi ikke råd til.