Argumenter i splid med sig selv

Det synes at være mere end svært at argumentere for den udelte skole uden at komme i splid med sig selv på fundamentale områder. I Folkeskolen nummer 18 gøres forsøget igen med samme mistrøstige resultat. Enhver ved, at selv dengang folkeskolen indeholdt realskolen, var den for alle. Nu, hvor folkeskolen er sunket ned i dyrkelsen af ren vankundighed, prøver man at få det til at se ud, som om det først er nu, den er blevet for alle. En undersøgelse viser, at lærerne minsandten bekymrer sig om de svage elever. Denne konstatering omsættes ideologisk til, at svage og stærke i folkeskolen skal undervises sammen i samme rum, så de svage bedre kan få deres svagheder blotlagt for øjnene af de bedre stillede, for ellers opdager børn jo aldrig, at mennesker er forskellige. Børn er åbenbart i dag modsat før behersket af en generende træghed i erkendelsesprocessen. Og ubehaget ved at høre til de svage bliver just ikke mindre af en så direkte udstilling af svaghederne. Hertil kommer så, at denne hjælp til erkendelsen af menneskers forskelligheder pludselig ophører, hvis de sammenbragte mennesker bliver alt for forskellige. I sådanne tilfælde skal de mest afvigende skilles ud. Men den moderate forskellighed går an. Ja, altså hvis der bare er støttelærere og holddannelser nok til sådan i det skjulte at nærme sig den forhadte delte folkeskole, uden at det rigtigt kommer til at se sådan ud. Vi kan vel ikke bare i rummelighedens navn fortsætte med at udhule de faglige krav i skolen blot for at få store forskelle til at synes moderate.