Arbejdsglæde en forudsætning

I Folkeskolen nummer 15 løfter Ole Goldbech (videnscenterkonsulent) og Jørgen Thorslund (udviklingschef for CVU i Storkøbenhavn) pegefingeren, fordi de har været udsat for nogle lærere, der har spurgt til, hvad de ville få for at deltage i et interview i forbindelse med et udviklingsprojekt.

Ligegyldigt hvor uforståeligt spørgsmålet må lyde, kommer det ikke bag på mig.

Det er nemlig præcis konsekvensen af de arbejdsbetingelser, lærerne er udsat for i mange kommuner.

Cirka en gang om året skæres der i skolebudgetterne. Resultatet er, at lærernes antal af undervisningstimer stiger, mens tiden til alle de andre arbejdsopgaver, lærerne har brug for at udføre, enten reduceres eller forsvinder helt. Når man oplever, at der pludselig er mindre tid til forældresamarbejde, teamsamarbejde, eller hvad det nu måtte være, er det et nærliggende spørgsmål at stille.

Tryk avler modtryk, har vi lært, det er her, konsulenten og udviklingschefen skal hente deres forståelse.

Men det løser jo ikke problemet. Et problem, som vi i øvrigt er helt opmærksomme på i DLF.

Det er blandt andet derfor, vi af al magt forsøger at arbejde på at få en anden arbejdstidsaftale, der gør det muligt for lærerne at arbejde professionelt og dermed generhverve arbejdsglæden.

Arbejdsglæden i forhold til systemet har dårlige vilkår i mange skolevæsener. Det skal der rettes op på, men så længe folkeskolen styres af ren økonomitænkning, må man nok indstille sig på, at lærerne kan risikere at falde i samme bås. Tilliden til, at et udviklingsprojekt kan forbedre på virkeligheden, er for mange for længst overstået.

Ikke så underligt, hvis dagligdagen er præget af kontinuerlige besparelser.