”Arbejdet bærer lønnen i sig selv” – NOT!

Faktum er, at det forholder sig helt anderledes. Lærernes arbejdsvilkår lader meget at ønske tilbage. De slider på lærerne og skaber dårlige betingelser for at lykkes med kerneopgaven. Mange forlader jobbet, fordi det er for hårdt. Dem der bliver i jobbet, er alt andet end forkælede.

I en international Talis-undersøgelse, som jeg snublede over på Folkeskolen.dk, kan man læse, at danske lærere er utilfredse med deres ansættelsesvilkår. Det er faktisk så galt, at kun 37% af de adspurgte lærere er tilfredse med deres ansættelsesforhold.

Lyder det underligt efter årtier med nedskæringer, besparelser, reformer og lovbestemte overenskomster? Nej vel. Tingene hænger naturligvis sammen.

Man skal være mere end blind – eller en pinlig onkel til en offentligt ansat – hvis man ikke kan lægge faktorerne sammen og konkludere, at den offentlige sektor i mange år har lidt under stramninger, effektiviseringer, new public management, kontrol og overstyring, hvilket har resulteret i en udmattet folkeskole med lærere, der pisker rundt for at få enderne til at mødes.

Grebet om de offentligt ansatte har efterhånden fået så godt fat, at de færreste kan holde et helt arbejdsliv i det offentliges tjeneste. Derfor ender lærere, der valgte lærergerningen som deres drømmejob, med at forlade faget og finde andre græsgange. Jeg har igennem årene set den ene dygtige, engagerede og fagligt kompetente lærer efter den anden forlade jobbet – fordi det blev for hårdt. Samtidigt er antallet af lærere i København blevet færre i en tid, hvor der kommer flere og flere elever. Presset stiger. Arbejdsvilkårene forringes.

Vend udviklingen – nu!

Derfor haster det også med at få vendt udviklingen. Vi skal bruge periodeforhandlingerne til at få skabt nogle rammebetingelser for lærerne, der gør, at man kan løse kerneopgaven samtidigt med, at man lykkes som lærer og menneske i jobbet.

I København skal der også ses på vores relativt nye lokalaftale, der blev indgået med forvaltningen før sommerferien sidste år. Her lykkedes Københavns Lærerforening med at få en faktor på forberedelsestiden, men desværre ser det ikke ud til, at man er lykkedes med at få den indført ensartet på skolerne i København. Det skaber forskellige vilkår for lærerarbejdet, og nogle steder er man endt med at være lige så presset på tiden, som man var det, før aftalen blev indgået.

Det er derfor afgørende, at resultatet af periodeforhandlingerne bliver en kraftig rettesnor for kommunerne, så der ikke er store kommunale forskelle på lærernes arbejdsvilkår.

Hvis eleverne skal have de bedste forudsætninger for at dygtiggøre sig, kræver det, at lærerne har de optimale rammer for arbejdet. Og så kræver det først og fremmest, at der også fremover er lærere, der har lyst til at blive i jobbet. Så der er nok at tage fat på.