Ansvar for andres læring

I forrige uge skrev lærer Kasper Mose fra Nørre Alslev på debatsiderne, at han i Folkeskolen havde bemærket, at der flere steder åbenbart nu skulle 'gøres op med den indsats, vi flere steder i skolen gør for at sætte vores elever i stand til, inden de forlader os, at kunne påtage sig ansvaret for deres egen læring'.

Derefter fulgte en række refleksioner over, hvor vigtigt det er undervejs i skoleforløbet at give eleverne mulighed for at tage ansvar.

'Havde jeg i mine unge år som lærer evalueret min undervisning ud fra . . . at det var mig, der skulle garantere elevernes indlæring, burde jeg have givet op og taget min afsked temmelig omgående', skriver Kasper Mose. Og fortæller så, at han i stedet forsøgte at tage udgangspunkt i den enkelte elev, differentierede undervisningen og 'inddrog eleverne i dele af planlægningen af deres egen læring' samtidig med, at han 'forsøgte at lære dem bid for bid at tage ansvar for deres del af læringen'.

Formuleringer som 'dele af planlægningen' og 'bid for bid' er vigtige nuanceringer, som giver diskussionen et spark i den rigtige retning - væk fra floskler og forenklinger. Bestræbelsen må jo netop, som Kasper Mose skriver, være: 'at sætte vore elever i stand til, inden de forlader os, at kunne påtage sig ansvaret for deres egen læring'. Det er det, som det daglige arbejde og den kollegiale dialog må handle om.

Men problemet er, at diskussionen ofte kæntrer, fordi nogen vil reducere læreren til materialeforvalter, proceskonsulent, vejleder eller facilitator. Til en slags pædagogisk pedel, der skal låse op og derefter kun sidde på radiatoren og vente på, at eleverne beder om hjælp til at starte deres Afel (Ansvar for egen læring).

Helt grotesk har det været, når nogen har forsøgt at bilde andre ind, at folkeskoleloven foreskriver elevens 'ansvar for egen læring'. Det fremgår af paragraf 18, at lærere og elever i videst mulig omfang skal samarbejde om fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg. Men det betyder ikke, at læreren kan fralægge sig så meget som en brøkdel af ansvaret. Og det betyder ikke, at undervisningen forsvinder til fordel for læring. Modsætningen er falsk.

Undervisning er mange forskellige ting, og der er mange veje til at nå både indholds- og læremålene.

Undervisning har, som Per Fibæk Laursen skriver det i bogen 'Didaktik Og Kognition', en dobbelt intention, nemlig en intention hos læreren om at skabe en intention hos eleverne om at lære. Lærere må hele tiden overveje, hvordan og hvor hurtigt elever selv kunne klare udfordringerne. Lærere må løbende vurdere, hvor balancen skal være mellem formidling og selvvirksomhed - lige nu, med den elev, den gruppe eller den klasse - og med det stof. Lærerprofessionalisme handler om at kunne udøve kvalificerede skøn. Fordi læreren har ansvaret for undervisningen og for elevernes læring.

De fundamentale forhold kan ingen Afel-floskler ændre, de kan derimod gøre diskussionen om lærerarbejdets vilkår mere besværlig.

Hvis man i stedet holder fast ved folkeskolens formål - og insisterer på, at realiseringen først og fremmest handler om hverdagens arbejde - får debatten konkret liv. Det kan man se i denne uges reportager fra en børnehaveklasse, en 8. klasse og en 10. klasse. Og nuanceringer som Kasper Moses gør diskussionen mere principiel og realistisk. Fordi han tager afsæt i hverdagserfaringer, samtidig med, at han insisterer på det principielle og overordnede.

-th

Læs side 6-13

Ikke en pædagogisk pedel, der kun skal låse op og vente på, at eleverne beder om hjælp til at starte deres Afel