Anmelderens pis

Jeg kunne ikke drømme om at stemme på Dansk Folkeparti, og jeg har ikke læst »Islamister og naivister« og »Digteren og partiformanden«, som Jesper Haghfelt skal forestille at anmelde i Folkeskolen nummer 4. Men det er urimeligt at give et tendentiøst læserbrev udseende af at være en anmeldelse.

Hvis bøgerne handler om i dag, er det uden mening, tilsyneladende uden reference til bogen, at skue 1.000 år tilbage for at finde ud af, om det var de kristne eller muslimerne, der startede med at kaste sten mod hinanden. Når man som anmelder får pisset i kog, som Jesper Haghfelt skriver, at han får ved at læse den bog, han skal anmelde, så er han allerede ude af rollen som anmelder. Når han påstår, at integrationen i Sverige er lykkedes, er han dårligt orienteret. Når Haghfelt reducerer Karen Jespersens synspunkt til at være, som han skriver, at »en god muslim er én, der konverterer til både kristendom og Dansk Folkeparti«, så har virkeligheden overhalet ham. Nu er det vel Venstre, en god muslim skal melde sig ind i? Når Haghfelt bruger formuleringen »Pia kæfter partipolitisk op, som hun plejer«, så er vi allerede på et niveau, hvor man som læser har afskrevet ham som objektiv anmelder.

Jeg ville gerne vide noget om de to bøger, men jeg får kun noget at vide om kogepunktet for Haghfelts pis, og det er for lidt til, at han er anvendelig som anmelder.

Hvis Jesper Haghfelt havde skrevet et læserbrev med de meninger, han udtrykker, ville det have været mig inderligt ligegyldigt. Men nu har redaktionen blåstemplet meningerne ved at bringe dem som en anmeldelse. Det må jeg anmode redaktionen om at genoverveje.

Forkortet af redaktionen