Anders Balles strategiske medfølelse

»To ud af tre lærere svarer i en ny undersøgelse, at de har overvejet at forlade faget inden for det seneste år«, skriver Politiken 13/3 som oplæg til et citat af Anders Balle, formand for Skolelederforeningen: »Mange følte sig voldsomt krænket over forløbet omkring lockouten. Det har stukket dybt ind i hjertet på mange lærere«.

Anders Balle glemmer at fortælle, at KL og regeringen stødte kniven ind i lærernes hjerte med velvillig, passiv opbakning af ham selv og hans forening.

Eller som Søren Hansen, pensioneret lærer, udtrykker det på debatsiderne i samme avis: »Hvis jeg ikke tager meget fejl, var formanden for skolelederne under konflikten meget villig til, at skolelederne skulle styre og bestemme alt på skolen«.

Han tager ikke fejl. Anders Balle og hans medlemmer kunne bedre end nogen andre have stået frem og demaskeret KL's og regeringens løgne. De kendte kendsgerningerne, men valgte at forholde sig tavs, så de kunne få den magt, de stræbte så voldsomt efter.

Den magt har de nu fået – med lov nr. 409 – men se, om de vil bruge den! Lederne har lagt euforien bag sig og – »efter moden overvejelse«, som Søren Hansen ironisk rammende udtrykker det – fundet ud af, at loven pålægger dem et både omfattende og bureaukratisk arbejde, der vil gøre deres hverdag til et helvede. Intet under, at de nu forsøger at smyge sig uden om.

»Forud for hver normperiode udarbejder ledelsen en opgaveoversigt til den ansatte«, fastslår lovens § 5. Skolederne fortolker paragraffen sådan, at det ikke er dem, men lærerne, der i deres team skal udarbejde denne oversigt, som så efterfølgende skal godkendes af lederne.

Når man sælger sin sjæl til Fanden, fanger bordet altid på en eller anden ubehagelig måde. For skolelederne blev udfaldet, at de fremover ikke kun må leve med magtens sødme, men også med dens forbandelse. Deres pludselige medfølelse med lærerne virker lige dele strategisk og patetisk.