Agurkesalat

I en valgkamp og siden, når en ny regering kommer til, er det ikke ukendt, at spindoktorer eller andre kommunikationskonsulenter inspirerer til en lancering af nye begreber og slogans. Som fx "Jeg vil være børnenes statsminister".

Men her i sommerferien, mediernes agurketid, hvor der næppe sker noget, der er værd at skrive ud om, og hvor papiret derfor er modtageligt for pseudonyheder, har valget alligevel haft lidt anden politisk substans end den, som Dansk Folkeparti ellers har været så aldeles suveræne til at levere i de foregående års magre sommermåneder.

Det vanlige er, at sagerne fortsat drejer sig om udlændingepolitik. Det nye er, at det er den tidligere opposition, nu regeringen, der har sat en dagsorden.

Debatten tager afsæt i en debat om, hvorvidt det er udtryk for en udhuling af paradigmeskiftet (Pia Kjærsgaard i DFs DitOverblik.dk, 04.07.), når regeringen vil fastholde en bred udlændingepolitik, i forhold til den tidligere regerings stramme udlændingepolitik.

Debatten kommer blandt andet på ordniveau, når boligminister Kaare Dybvad vil gøre op med brug af ordet ghetto, men tilføjer, at "Vi vil ikke rykke et komma" i udlændingepolitikken (TV2 09.07.) Han vil erstatte ordet med begrebet hårdt boligområde. Han anfører, at ordet ghetto kan virke stigmatiserende

Hertil svarer Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard samme sted, at det er forkert ikke at kalde områder det, de er, ghettoer, fordi det kan føre til en lempelse.

Når man læser debatindlæg i slipstrømmen af denne problematik, så er der interessant sprogbrug at forholde sig til, fx nuanceforskellene ved udrejsecenter - udvisningscenter og tildækningsforbud - burkaforbud.

Til brug i undervisningen findes der et hav af fine iagttagelser i Knud Lindholm Laus bog Bare fordi at.

Men lad os også tage problemstillingen med ind i vores egen verden og bruge den til at reflektere over vores egen begrebslige adfærd. Hvad gør det ved os, når vi skal undervise diagnosebørn, som også kunne kaldes elever, der er en del af et mangfoldigt fællesskab, vi skal have til at fungere under fælles ansvar, i modsætning til en gruppe individer, hvor diagnosebørn skal inkluderes, hvilket primært er lærerens ansvar?

Jeg siger ikke, at det er enkelt eller bare et knips med tungen. Men jeg siger, at sprogbrug, der kan virke stigmatiserende, i sidste ende har det med at have en boomerang-effekt i forhold til at få succes i opgaveløsningen.

Sprog skaber virkelighed. Vores sprogbrug skaber vores arbejdsvilkår.

Og lad os bare fortsætte og bruge politikernes agurketidssprogsnak til en snak om det indbyrdes sprog i klassen.

Der er faktisk retter nok at garnere salaten med.