Afmagten havner hos lærerne

I København er antallet af lærere, som oplever vold og trusler, nu steget fra 14 til 25 procent ifølge kommunens egen trivselsmåling.

Det kommer ikke bag på mange lærere. Allerede for et år siden dokumenterede Folkeskolen via en undersøgelse, at hver fjerde lærer jævnligt blev udsat for trusler og vold: »Klamme luder« og »Jeg slår dig ihjel« tillige med spyt og slag var det triste billede i undersøgelsen, der blev kombineret med rigtig mange mails fra lærere, som fortalte om deres hårrejsende oplevelser i skolen.

Det høje niveau af vold og trusler i folkeskolen er helt uacceptabelt, sagde mange politikere dengang. Men hvad er der sket siden?

Som undersøgelsen fra København viser, er det - trods alle skåltaler, politiske løfter og gode viljer - gået den forkerte vej.

Det fik for nylig de københavnske lærere til at sende et brev til forvaltningen, hvori de spørger om, hvad forvaltningen egentlig gør ved sagen. For lærerne oplever ikke, at problemerne bliver taget alvorligt:

»På min skole har vi en del udfordrede elever, og hver gang vi påpeger, at der er problemer, så får vi ikke ekstra hænder eller tid - i stedet bliver vi observeret og sendt på kurser«, siger en lærer til Folkeskolen i en artikel i dette blad.

Nødråb fra københavnske lærere

Spørger man i Københavns Kommune, er kurser da også netop, hvad der kommer mere af. Kommunen har faktisk sat fokus på inklusionen og bevilget flere penge. Der er blandt andet udviklet et konflikthåndteringsværktøj, som skal udbredes på skolerne. Via kurser, må man formode.

Men her er en spådom til forvaltning og politikere: Det vil ikke løse problemet.

Der skal flere hænder til og/eller mere tid til den enkelte elev. Og da vi alle har hørt messet til bevidstløshed, at inklusionen ikke skulle være en spareøvelse, må midlerne jo findes et sted.

Hvordan man helt præcis skal gøre, er der mange bud på. Det ligger ligefor at skære ned på antallet af opgaver, så der bliver tid og hænder til at løfte inklusionsopgaven. De lange skoledage har i hvert fald ikke ført til færre problemer eller højere faglighed.

Måske kræver det også en om­organisering af skolen og den måde, blandt andet Pædagogisk Psykologisk Rådgivning fungerer på, så der kommer mere støtte ude i klassen. Svaret er i hvert fald ikke kurser, hvor det er op til lærerne selv at finde tiden til at oversætte det lærte til hverdagen i skolen.

Men problemet skal løses! Ellers drukner folkeskolens elever, lærere og forældre i så meget uro, at ingen ønsker at være der. Allerede nu er folkeskolen ved at blive udsat for en masseflugt i en dårlig spiral, som ikke kan rettes op igen. Der er ikke tid til at spilde endnu et år.