Afgangsprøven – den moderne dommedag?

At dømme efter reaktionerne på tyve dansklæreres vildt spredte karakterer til to P4-praktikanter der var gået til folkeskolens afgangsprøve i skriftlig fremstilling, kunne man fristes til at tro at tal er det faste holdepunkt i en kaotisk verden. Forældre kræver mere retfærdighed. Elever kræver mest retfærdighed. Men det hele minder mig om det nummer i Cirkus Nemo, hvor Søren Østergaard løber rundt med et målebånd, holder det op i luften og råber: 17 centimeter, for at vende rundt, holde målebåndet et andet tilfældigt sted og råbe: 12 centimeter. 12 centimeter, mine damer og herrer! Derfor valgte jeg at stille op i medierne for at argumentere for at de store karakterudsving måske kunne begrundes.

Fortrinlig formands forplumrings forsvar for fatale folkeskole fedthoveders fup. Sådan stod der så at læse i den sms som tikkede ind, efter at jeg i Aftenshowet havde argumenteret for de tyve dansklæreres bedømmelser der svingede fra 02 til 12.

Sms’en kom fra min gamle ven, Emil, som er en rigtig ven. Ja, jeg kunne unde alle at have en ven af hans kaliber. Han er et par skoleforløb ældre end mig. Han er verdensborger. Han er ærlig og nysgerrig. Han sætter mennesker over systemer. Han er vild med Bertel Haarder og er kritisk over for lærere; vel sagtens fordi - som Erik Sigsgaard sagde ved en konference i Tænketanken Sophia forleden – vi har det med at bryde ud i undervisning. At være lærer og have en ven som Emil betyder at man vil gøre meget for at undgå floskler og glat, indforstået snak, undgå at bryde ud i undervisning ved enhver given lejlighed.

Men altså, Emils brovtende bedømmende bogstavrim gav mig lyst til at se om jeg kunne finde nuancer i problematikken som ville pege lidt videre end tyve dansklærere og to radiopraktikanter.

Det første der har slået mig, er at det forekommer så sjældent at vi oplever de store udsving, selv om de jo i en kompleks besvarelse der skal vurderes med en helhedskarakter, er forklarlige. Jeg har i mine mere end fyrre år i dansklærerbranchen kun erindring om at have oplevet dette tre-fire gange. Og den ene af dem var min egen lærereksamen. På mit eksamensbevis står g+, men det dækker over et tg fra min censor og et ug fra min underviser. Min censor var en respekteret DLH-underviser med speciale i grammatik, min sprudlende underviser var medforfatter til moderne undervisningsmaterialer om poetisk leg, og jeg havde fulgt undervisning på Aarhus Universitet hvor den konkrete lyriker Vagn Steen underviste i sproget i DFDS’ reklamer. Så da emnet Lav en turistfolder… var blandt mulighederne, lå alt lige til højrebenet, eller rettere til kuglepennen i højrehånden. Men ak, da vi senere havde samme censor i mundtlig fremstilling, ledsagede hun karakteren ug- med bemærkningen: Utroligt, unge mand. De behersker jo et dansk i hele sætninger!

Min tilfredshed med min dansklærers vurdering af min skriftlige besvarelse overskyggede helt den nedadvendte tommelfinger fra en gammeldags formalist. Og mon ikke denne reaktion bidrog til at gøre mig til en dårligere dansklærer i mine første lærerår med en lidt for afslappet holdning til grammatikken?

At levere en helhedsvurdering betyder blandt andet at vi skal have blik for både det der lykkes og det der skal styrkes. Derfor præsterer vi også til tider at give en lidt højere karakter for at honorere en elev for at være lykkedes på et felt, men til andre tider at give en lidt lavere karakter for at pege på et område der skal arbejdes med.

Det væsentligste ved en karaktergivning i folkeskolen må være at den kan stå for en status over et forløb og at den føre til en efterfølgende undervisning. Det er samtalen om baggrunden for karakteren der har værdi, men denne omstændighed har tilsyneladende trange kår i en mere og mere materialistisk kontekst, hvor der er mere brug for at skille fårene fra bukkene end at få dem til at parre sig.

Dette er værd at hæfte sig ved, når man nu på Christiansborg vil have karaktergivning længere ned i skolesystemet, og hvor Børne- og undervisningsministeren vil forenkle de faglige fælles mål, så det bliver lettere at se at man som lærer har gjort det man skal. Antorinis forklaring om forskellen på forenkling og forsimpling er næsten i klasse med Lars Løkkes om forskellen på at skifte holdning og standpunkt.

Råbet på entydighed i en kompleks verden kan kun føre til fordummelse og tab af livsduelighed. Vi må lære og insistere på at det der bringer os fremad som fællesskab og som individer er evnen til at modtage kærlig kritik og lysten til at satse.

Og som et par ps’er vil jeg kort kommentere et par iagttagelser i forhold til de to P4-praktikanters besvarelser og udsvingene i helhedsvurderingerne.

I novellen At vaske sine hænder skal eleven i henhold til opgaveformuleringen bruge det realistiske maleri af to hænder under en vandstråle som illustration til at skrive en realistisk novelle hvori en af flere mulige faste vendinger skal indgå i handlingen samt være overskrift.

Her vil en del af karakterudsvingene kunne forklares ved om novelleskriveren har brugt den faste vending korrekt. Altså i Pontius Pilatus’ og Ninn Hansens forstand: Der bliver trængsel ved håndvasken. Ja, sådan som vi også lige nu ser det i skattesagsundersøgelsen og i statsløsekommissionen. Flere må have runkne hænder! Men altså. Skribenten bruger nærmere det at vaske hænder i en psykologisk forstand. Så på sin vis kan man sige at han har misforstået emnet, sådan som Bodil Christensen fra Ålborg skriver i en kommentar i Politiken.

På den anden side ændrer faste vendinger måske også betydning. Tænk blot på hvordan udtrykket at gøre en en bjørnetjeneste er penduleret over til at betyde det modsatte af oprindeligt.

Lige inden jeg skulle i Aftenshowet, spurgte jeg et par unge mennesker der sad i aftensolen hvad betyder når man melder hus forbi. En svarede: det er noget med Yatzy – du kan ikke få terningerne til at give hus. Den anden grinede og svarede: Nej, det er når man vil sælge de hjemløses blad.

Problemet med en opgaveformulerings tydning kan måske også være at der eksisterer en faglig indforståethed imellem opgavekommission og dansklærere?

I brevet til en ven om det overnaturlige bør man være på vagt af den simple grund at opgavekommissionen i sin opgaveformulering nærmest bryder ud i brainstorm for at inspirere brevskriveren. Og netop dette viser at opgavestillerne selv må have haft en fornemmelse af at det her ikke er verdens mest naturlige opgave at stille.

Endelig fortalte de to praktikanter at de havde benyttet sig af muligheden for at tale sammen om opgaverne inden de gik i gang med at skrive. Men at det ikke havde bidraget stort.

Måske var det en mere skriverelevant fremgangsmåde at lade opgaveskriverne bruge den halve time til halvt inde i forløbet at stille hinanden spørgsmål til det skrevne. Og kun spørgsmål! Det kunne have hjulpet begge praktikanterne til at få styr på deres tanker.

Læs stilene og bedøm selv

https://www.dr.dk/P4/Kbh/Nyheder/Hovedstadsomraadet/2013/05/27/072654.htm