Af høj kvalitet!

Forleden overværede jeg en beleven og veltalende ledertrojka lægge rammen for en konference om at arbejde med børns sprog, robusthed og inklusion, så "vi kan nå så langt som muligt med alle børn".

Nøgleordet var at levere "høj kvalitet", så børnene kan nå faglige mål over landsgennemsnittet.

Men hvad er det dog, de siger? Kunne man tænke sig, at nogen ville have lav kvalitet som mål? Nej, vel. Men ordet høj foran kvalitet signalerer entydigt, at man her vil være inde på et felt, der er målbart. Og det skal i henhold til den efterfølgende sætning netop tjene til sammenligning med andre kommuners indsats på det område, de kalder det faglige; et begreb der også har fået sin bekomst udi det forsimplede ved overgangen fra undervisnings- til læringsmål. Det faglige er beskåret til det målbare.

Tænk hvis man fx havde valgt begrebet værdi frem for høj kvalitet. Så var der lagt op til refleksion og dialog blandt dem, der arbejder med børnene i hverdagen. Så havde man skullet træffe nogle valg efter en vurdering af, hvad der er betydningsfuldt for gruppen.

Men sådan kan det ikke gå, når arbejdet er styret af udviklingsplaner for det enkelte barn. Det pædagogiske personale kommer til at løbe spidsrod i en politisk agenda, der mener, at det enkelte barn danner sig uafhængigt af gruppen, og at gruppen defineres af summen af enkeltindivider.

MEN det enkelte barn dannes primært i mødet med andre, og derfor må arbejdet for at styrke børns sprog, robusthed og inklusion starte ved, at vi arbejder med gruppen omkring dannelse, robusthed og mangfoldighed.

Dette er imidlertid lettere sagt end gjort, når ethvert barn ikke er mit barn, sådan som det tænkes i Konventionen om Barnets Rettigheder, men "mit" valg, fordi "jeg" jo kunne have fået foretaget en abort. ALLE BØRN ER ØNSKEBØRN og derfor ikke nødvendigvis vilkår for forældrene. Vi har glædet os over gevinsterne ved muligheden for fri abort, men lukket øjnene for den luskede bivirkning: at barnet er mit projekt, som gerne skal være en succes. Hvilket pres!!!

Det er et signal om et fejlslagent fokus på individet og de instrumentelle færdigheder, når en artikel i Politiken forleden kunne præsentere resultaterne af indsatsen i københavnske skoler: Eleverne er blevet bedre til læsning og matematik, men dårligere til socialisering.

Måske er det oppe over, at vi taler med forældrene om, hvorvidt de virkelig ser det som et gode, at vi fokuserer så meget på deres ønskebarns såkaldt faglige kompetencer, at det får svært ved at klare den sociale side af tilværelsen?