De voksne børn

Ordet omsorgssvigt klinger tungt i mine pædagogiske ører. Ikke tungt som i "det orker jeg ikke", men tungt som i "det er et hårdt, svært og frustrerende område". Ved læsning af Inger Thormanns bog om de voksne børn klingede det tunge imidlertid en smule af. Det er og bliver et svært område, for der er tale om børn, der på forskellig vis er blevet udsat for noget, der ikke kan fjernes fra deres person og dermed heller ikke fra deres fremtid. Det bliver dog et lidt lysere område, fordi det viser sig, at fokuspunktet i det aktuelle arbejde med disse børn, i hvert fald det arbejde på Skodsborgs Observations- og behandlingshjem, der berettes om i denne bog, er at skabe modstandsdygtighed - på trods af alle de odds, der kan stritte imod. Den pædagogiske indsats rummer i mange tilfælde en fjernelse fra det miljø og de rammer, hvor barnet blev udsat for omsorgssvigt. Dog lægges der stor vægt på kontakt til og samarbejde med forældrene, i det omfang det er muligt. I de eksempler, som læseren følger igennem bogen, lykkes det at få skabt denne modstandsdygtighed - denne resiliens. Et omsorgssvigtet barn vil altid skulle arbejde med efterdønninger af det, der skete engang, men Thormann demonstrerer, at det netop er det arbejde, der gør stærk.        

Bogen hjælper den fagligt interesserede læser med at få et begyndende overblik over det brede teoretiske felt, der danner grundlag for arbejdet med at udvikle resiliens hos omsorgssvigtede børn og unge. Som pædagogisk fagperson fordres man af den skærpede underretningspligt og pligt til at handle, men hvad vi gør derfra, er der, ifølge de tal, der præsenteres i bogen, brug for skærpet fokus på. Thormanns gennemgang og den konkrete og analytiske brug af de teorier, hun bringer i spil, ansporer til en indfølende og perspektivrig tilgang til at arbejde med disse omsorgssvigtede børn. Også for dem, der i deres faglige position har brug for viden og guidelines til i første omgang at genkende de voksne børn, leverer Thormann et solidt fundament. Dog sidder jeg som lærer tilbage med en oplevelse af, at her er et felt, der for os er så resursemæssigt underprioriteret, at vi i skolen langtfra altid kan udøve det nødvendige faciliterende arbejde omkring en elev, der spottes som et voksent barn.

Bogens opbygning tiltaler mig. Det virker godt, at der veksles mellem gennemgang af en teori og så cases, der fungerer som eksemplificerende og analyserede fortællinger. Læseren kommer tæt på fire børn og deres livshistorier. Det er i sig selv gribende læsning. Og når disse livshistorier analyseres fra forskellige vinkler og teorier, bliver det også fagligt brugbart. Bogens styrke er, at læseren bibringes en viden, der umiddelbart har stor transferværdi i forhold til den pædagogiske læsers daglige arbejde med børn og unge, hvor der for de fleste statistisk set må være et eller flere voksne børn at spotte.